208 / 660
THIELE.
BOYE.
2 0 1
S tykk e t falde saa temmelig til Jorden og gik kun tre Gange i
R esten a f Saisonen. 1839 blev det gjenoptaget med F ruH e ib e rg
som Nina, men kunde trods kendes interessante Spil heller ikke
da holde sig paa Repertoiret.
Den femogtyveaarige J u s t M a t t h i a s T h i el es Sørge
spil i fem Ak ter „ P i l g r i m m e n “, opført den 13. Mai 1820, var
en E fterk lang a f den tydske Rædsel-Romantik med dens For-
kj æ rlighed for Sjælelivets Natside, et i scenisk Henseende høist
ubehjæ lpsom t bygget Stykke, som end ikke Ryges og K ruses
udmæ rkede Spil kunde bringe videre end til den tredie F o re
stilling. F ø rst mere end en Menneskealder senere havde F o r
fa tte ren s bløde lyriske Naturel vundet en saadan Fasthed, at
det kunde skabe et levedygtigt Theaterstykke. Ca s p a r J o
h a n n e s B o y e (1791—1853) lykkedes det derimod at forene
en udpræget lyrisk Begavelse med et overfladisk dramatisk
Kompositionstalent, saa at han for en Tid blev en af Publikums
Yndlingsforfattere. Han debuterede den 30. November 1821
med „ B r ø d r e n e i L e i r e “, Sørgespil i fem Akter, og lagde
strax den a f sine Evner for Dagen, med hvilken han bestak et
uk ritisk Publikum ligesaa sikkert som en af Fortidens blomster
talende P ræ d ikan ter sin Menighed: en billedrig, ordgyderisk
R hetorik, der vrimlede af Lignelser og Hyperboler, ægte og
falske imellem hverandre, og ikke kunde sige de jevneste Ting
uden Omskrivning. A t Oehlenschlåger var hans Forbillede, var
k la rt nok, men ligesaa k lart var det, at den ægte D igterkraft
glippede, og at der m aatte raades Bod paa denne Brist med en
brammende, i V irkeligheden ligesaa hul som kold Deklamation.
Boyes følgende Sørgespil kom paa Scenen allerede den 23.
November 1822 og varierede det af utallige tydske Forfattere
behandlede Emne om „ C o n r a d i n , d e n s i d s t e H o h e n s t a u f e r
i en routinemæssig Fremstilling, uden virkelig Karaktertegning
og uden trag isk Nerve. A tter gik der et Aar, og attei havde
Boye et Sørgespil fæ rdigt: „ J u t a , D r o n n i n g a f D a n m a r k ,
der opførtes Nytaarsaften 1823. Billedsproget er hei holdt
noget mere i Ave end i de foregaaende A rbeidei, skjøndt
det endnu er for frem trædende med sit sødladne Væsen, i
K a rak tertegn ingen eroder Fremskridt, den dramatiske Bygning ei