212 / 660
KOTZEBUE.
Ceremoniel, der navnlig yttrer sig i den strenge Overholdelse a f de
lan ge, a f mange Ord sammensatte Titulaturer, og i Fam ilieraadet negtes
B orgem esterdatterens Haand ham enstemmig paa Grund a f hans ukulti-
vered e Væ sen. K un et Tilfæ lde har han at takke fo r sin endelige
Seir. E n R e tstv ist mellem K råhw inkel og dens Nabokommune om R etten
til at stille en T yv ek vin d i Gabestokken paa Grund a f et K væ g ty v e ri
er om sider efter ni A ars Procedure bleven afgjort til K rahw in k els
E o rd el, og B y e n ru ster sig til den næste D ags F o lk e fest i Anledning
a f S traffen s Exeku tion.
Men om Natten undløber Fan gen , B o rg e
mesteren imødeseer med Sk ræ k en T ilrettevisn ing fra R egeringen,
m aaske sin A fsk ed ig e lse , og giver i sin Vaande sin D atter til den unge
M and, der lo ver at ordne Sagen med M inisteren og yderm ere vinder de
ø vrige Fam iliem edlemmers Høiagtelse, da han oplyser, at han selv er
finere betitlet end nogen a f dem, nemlig som Geheime-Komm issionsraad.
D et er Sk ildrin gen a f denne Provins-Sm aalighed, der g iver S ty k k e t
V æ rd ; den er farceagtigt overdreven, men dens Snurrigheder maa have
lattervæ k ken d e M agt i en Udførelse, der rammer den rette burleske
S til, og da der ikke, efter Kotzebues sædvanlige S k ik , er stillet en
sentim ental Modsætning overfor det kom isk Chargerede, b liver In d
try k k e t ublandet morende. „Borgem esterfam ilien“ gik séxogtyve Gange.
„ S k u e s p i l l e r e n i m o d s i n V i l l i e eller C o m e d i e n p a a
L a n d e t “ efter et fran sk Forbillede byder A kteuren den bekjendte
F o rvan d lin gso p gave med en Ræ k ke hurtigt paa hinanden følgende Om
klæ dninger, et Forcenummer først for Carl B ruun, senere for R ind.
Som L y s ts p il gaves det femogtredive Gange, til det 18 4 0 omarbeidedes
i V aud evillefo rm a f H . C. Andersen med Titlen „E n Comedie i det
G rønn e“ . D en L y k k e , Su jettet gjorde, bragte Kotzebue til at gjentage
det flere G an g e: i „ S j e l e v a n d r i n g e n “ og i L y stsp ille t „ L a n d
s t e d e t v e d K o n g e v e i e n “ . hvor Forklædningfarcen udføres a f en
T je n e r og en K amm erpige; med utrolig Smagløshed fordrer en a f de
scen ariske A n visn in ger for denne, at hun skal møde „m it hoch ausge-
stopftem L e ib e “ for at forestille en frugtsommelig Kone, der er sin
N edkom st nær.
Næ sten ligesaa yndet som disse Sm aastykk er var En ak tsfarcen
„ D e S a n d s e s l ø s e “ , ligesom det foregaaende udelukkende et Theater-
sty k k e uden T ilknytn ing til nogen V irkelighed.
To gam le K r ig s
kam erater, en M ajor og en Kapitain, ere gjorte til rene Monstra a f
D istrak tion , og denne deres Fæ llesegenskab i Forbindelse med den
Om stændighed, at den En e n ylig er flyttet ind i den Andens tidligei e
L e d ig h e d , tilveiebringer med Lethed en endeløs Konfusion med
F o rb ytn in g a f F ra k k e r, Forvexlin g a f Væ relser og de to E lsken d es
gjen tagn e Ind espæ rrin g i det samme Rum , indtil det gaaer op foi de
kon fuse Gam le, at de handle sikkrest ved at tilstede deres Børns
F o ren in g .
,,
,
I „ G a l n i n g e n eller V e d L i s t s e i r e r K j æ r l i g h e d møde
v i et fuldmodent E xem p lar a f den kotzebueske Smagløshed. Den a f
alle G ratier forladte Treaktskomedie er anlagt paa at blive et fin t,
In trig e sty k k e , men er falden ud til en raa Forklædm n gsfarce. E n