215 / 660
2 0 8
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
og path etiske In gred ien ser i en pikan t A n re tn in g , sk al man læ se
hans F ireak tsk om ed ie „ D e to K l i n g s b e r g e r “ .
D et er Them aet
fra Sch röd ers „R in g e n “ (I. S. 5 3 7 — 40), der h er er spnndet videre.
D en noble G re v K lin g sb e rg er naaet over de T re s og bleven E n k e
m and , men fo rtsæ tter sin L ib e rtin ag e efter saa u d strak t en M aale-
stok, som hans P o d ag ra v il tillade ham. Ik k e noget S k jø rt kan han
lade i P re d , og hans største G jen vo rd igh ed er den, at han paa disse
erotiske Stre ifto g id elig støder sammen med sin væ rd ige Søn A d olf,
der h ar arvet sin F a d e rs In stin k te r og er G jen stand fo r dennes
uskrøm tede B eu n d rin g og hemmelige M isundelse.
D er g iv e r ik k e
nogen ung K vin d ep erson i S ty k k e t, fra den u lyk k e lig e B a ro n e sse von
Stein ned til K amm erpigen E rn estin e, som ik k e efterstræ b es a f de to
R o u éer, og med øien syn ligt V elb eh ag b esm yk k e r F o rfa tte re n som en
adelig og fo rdom sfri Tænkem aade den sæ delige F o rd æ rv e lse , der
aab en barer sig i Sam talerne mellem F a d e r og Søn om deres galan te
E v e n ty r eller i deres P la n er om at tilliste sig hinandens E ro b rin g er.
F o r y d e rlig e re at fo rvirre T ilsk u ern es sunde San ds h ar han u d styret
de to G re v e r K lin g sb e rg med ad sk illige a f de æ dleste E g e n sk a b e r:
Æ re k jæ rh e d , Godgjørenhed, p ersonligt Mod, O ffervilligh ed . S ty k k e t,
som b eg yn d er med at indvie os i et K jæ rlig h ed sfo rh o ld til en D an se r
inde, h vor Sønnen er E lsk e re n og F ad e re n den betalende P art,
slu tter med, at en a f dem B e g g e efterstræ b t D am e b liv er fo rlo vet med
G rev A d o lf, medens den gam le G reve trø ster sig med, at hans T id nok
komm er, thi n aar Sønnen h ar væ ret g ift en M aanedstid, „so w ird er
mir w en igsten s bei dir nicht mehr ins G ehege geh en “ , som han
b etroer sin S v ig erd atte r. R e p lik e n s Plath ed i T a n k eg an g som i U d
try k er p arad igm atisk fo r den hele høit beundrede K om edie.
I sine rom antisk-h istoriske Sk u e sp il virk ed e K otzebu e med
hele det A p p ara t a f voldsomme E ffek tm id ler, som m aatte bide se lv paa
det sløveste Publikum , og som han haandterede med stor scen isk B e
hændighed: K am p scen er og Tourneringer, d jæ velsk e R æ n k e r og snehvid
U sk y ld ig h ed , D olk og G ift, F o lk eo p to g og K irk e p ro cessio n e r, buldrende
D eklam ation og klyn ken d e K la g e .
G enren gjord e k o lo ssal L y k k e .
„ J o h a n n e M o n t f a u c o n “ , Sø rgesp il i fem A k te r , opførtes fem
ogtredive G ange, „ K o r s r i d d e r n e “ , det lødigste E x em p la r a f en „ty d sk
K om e d ie “ med Indm uring og F re lse , Nonnesang og Jan itsch arm u sik ,
kristn e R id d ere og Saracen er, fireo g tyve G an ge, det rom antiske S k u e
spil „ D e o d a t a eller G j e n g a n g e r s k e n “ , som handler om røvede
B ø rn og van vittige O ldinge, T vekam p og Sp ø g elser, toogtyve G ange,
„ H u s i t t e r n e eller N a u m b u r g s B e l e i r i n g “ med G rum hed og
R ø re lse i tæ t M odsæ tning og et Optog a f et halvhundrede Sm aabørn
tretten G ange.
N ede i T y d sk la n d hørte K otzebu e om sine Se ire i K jø b en h avn
og følte i sin F o rfæ n g e lig h ed L y s t til at nyde sin T rium f personligt.
D et hed sig , at han vilde g jæ ste D anm ark i F o ra a re t 18 0 6 , og T h eater
direktionen tæ nkte allerede paa at hædre ham med en F e stfo re stillin g ,
til hvilken S an d er sku ld e sk riv e en San gp rolog, som Mad. F ry d en d ah l
skulde udføre. B e sø g e t b lev dog opsat og senere helt opgivet. Endn u