214 / 660
207
an tyd er, sm igrer, logrer og agiterer og er strax rede til at ægte E nk en
ubeseet, ja endog efterat Majorens aldrende H usholderske er bleven
ham v iist som den T ilgift, der fø lger med K ald et, gaaer han uden
B etæ n k n in g ind paa et G ifterm aal med hende for at faae Ansæ ttelsen.
D en anden K and id at hedder F red erik W a h l, er den ubestikkelige
Hæ derlighed, den mest uskrømtede Beskedenhed i egen Person, har
d eltaget i B efrielseskam pen e ved Leip zig og W aterloo, bæ rer Medaillen
paa sit B r y s t — og viser sig • naturligvis at væ re Studenten fra
V induet. Han har aldrig glemt sin første stumme K jæ rlig h ed , vil
ingensinde gifte sig, agter derfor at renoncere paa K a ld e t, hvis
B etin gelsen for dets O vertagelse ikke kan bortfalde, men b liver
se lvfø lg e lig over al Maade lyk kelig, da han gjenfinder sin Ungdom s
elsked e i den til Em bedet knyttede Enke. D et Hele er, som sagt,
aldeles m arionetagtigt arrangeret, men med „takn em lige“ R o ller, det
v il sige saadanne, hvis Ensidighed er let at gribe og virk er dobbelt
ve d at chargeres.
„ E d u c a t i o n s r a a d e n “ , Komedie i een A k t, er om muligt i
endnu høiere G rad en i Theaterluften opklækket Plante, der visn er i
samme Nu, den udsæ ttes for L ive ts L y s . Forudsæ tningen fo r den
helt m eningsløse H andling er, at en Onkel fo rsk river en H ovm ester
til sin to ogtyveaarige Neveu, hvis Letsindighed skal nødvendiggjøre en
saa ab su rd Foran staltn in g. V ed et Tilfæ lde faaer det unge Menneskes
gode Y e n , en forfløien Husarritm ester, N ys om Planen og introducerer
sig i H u set som den ventede Pædagog. Under Paaskud a f at praktisere
sin nye Opdragelsesmethode ivæ rksæ tter han adskillige Løier, som
kulm inere med, at han vil føre sin Myndling, Husets unge D atter og
hendes gam le Bonne paa B a l i et temmelig tvetyd igt Hus, men ju st
som denne P lan er paa Nippet til at realiseres, opdages hans F o r
klæ dning, hvorpaa S ty k k e t ender med alm indelig Forson ing og det
unge P a rs Fo rlo velse.
D et Hele har absolut ingen anden H ensigt
end at skabe en lønnende R olle for den B on vivan t, som spiller
T itelrollen .
A f sentimentalt rørende Indhold er „ D e n f a t t i g e P o e t “ ,
h vis H ovedperson er et Indbegreb a f alle tænkelige D yder, nedsunken
i den dyb este Armod, med dog saa gavm ild, at han skjæ n ker sin
sidste F ra k k e bort fo r at lindre Andres Nød. I en Fru gth andlerskes
usle Stu e, med en F la sk e til L y sestage og et T allerken skaar til B læ k
hus, sk riv e r han Leiligh edsdigte til B ryllupper og B eg rav else r og sulter,
n aar B estillin gern e udeblive. I halvandet Døgn har han ikke smagt
M ad i sin Mund, da han opsøges a f en ung Dame, der lader et
d elikat M aaltid servere for ham, faaer ham til at fortæ lle sin sørgelige
Ungdom shistorie om et brat opløst Æ gteskab i Surinam og sluttelig
g iv e r sig tilkjende som hans aldrig sete Datter, dei hai arvet store
R igdomm e efter sin Moder og uventet aabner ham U dsigt til en glad
A lderdom . H v ilk e rørende Deklamationer denne H andling giver Anledning
til, kan man let tænke sig.
H vis man v il kjende det fulde „Om fang af den F rivolitet,
hvorm ed Kotzebu e forstod at præsentere en Sammenblanding a f lascive