226 / 660
SHAKSPEAEE.
2 1 9
Handling. Om Foersoms Udførelse af Hovedrollen er ta lt S. 65.
Med Undtagelse af Heger som Horatio og Haack som Aanden
naaede Ingen op i Høide med ham; for L indgreens jevne Natur
var det umuligt at iføre sig Polonius’ Hofmandsvæsen, Jfr. Olsen
(Mad. Andersen) som Ophelia erstattede Manglen paa Følelse
med sentimental Maneer, og Kongeparret var under al K ritik.
Im idlertid , Isen var nu brudt, og i Mellemrummet mellem „Ham iets“
Indstudering og dets første Opførelse havde der fundet en B e
givenhed S ted , der uventet bebudede den tragiske Muse en
berømmelig F rem tid : Ryges Debut. Det var d o g e tF e ilsy n paa
hans Evner, der førte til Valget af „ K o n g L e a r “ til anden
Shakspeare-Forestilling med ham i Titelrollen, th i fremstormende
K ra ft mere end grublende Kugen var hans Hovedegenskab,
psykologisk Detailmaleri var sædvanligvis ikke hans Sag, og
kun i Kollens lidenskabelige Partier viste han en Kunst, hvis
Vælde m aatte henrive, om man end maatte indrømme, at dens
Patho s var stærkere, end den gamle Konges Svaghed berettigede
til. T ragedien frastødte forøvrigt Publikum ved sin mørke Gru
og gik kun tre Gange, tilsidst for næsten tom t Hus. En med
sine Anlæg og sin Personlighed bedre stemmende Opgave fik Kyge
som „ M a c b e t h “ ; lykkedes det ham ikke ganske at gjengive
den ærgjerrige Helts Sjæleliv i Rollens første Del, de for
bryderske Tankers Undfangelse og deres gradvise Frem skriden
til P lan og Beslutning gjennem Grublen og Overveielse, saa slog
han des fuldere til i Skildringen af den Fortvivlelsens Trods, de
Samvittighedsnag og den Vildskab, der betager Macbeth efter
Banquos Aabenbarelse, som hans Skikkelse og Stemme over
hovedet vare som skaarne efter den skotske Høvdings Kjæmpe-
dimensioner. Jfr. Astrup gjorde en uventet stor Virkning som
Lady M acbeth (S. 78), Haack var en udmærket Macduff (S. 101)
og K ruse en imponerende Banquo. Men alt det Andet aaben-
barede kun, hvor høit over Theatrets daværende K ræfter den
shakspeareske D igtning laa. Ligesaa fjernt laa den endnu fra
Publikum s Begreb om en Tragedie, og naar „Macbeth“ dog
gjorde forholdsvis god Lykke - fem Opførelser i Saisonen
1817—18 — var Grunden den, at Tragedien var kommen til os
i en u d tynd e t Skikkelse, nemlig oversat efter Schillers Bearbeidelse
og u d sty re t med Musik af Weyse, en i og for sig overordent lg