DEN DØYSTUMME.
228
o g d en h id s ig e , to rd n e n d e o g s k jæ ld e n d e H æ d e rsm a n d a f en g am m e l
G -en eral, som b le v en a f F r y d e n d a h ls M e s te r fr e m s tillin g e r.
D et f r a n s k e Repertoire havde hidtil været og vedblev
ogsaa fremdeles at udgjøre en Hovedstøtte for Theatret, mere
ved en lang Række Smaastykker end ved A rbeider i større Stil,
mere ved le tte og livlige Emner end ved Sujetter a f pathetisk
Natur. Dog fattedes der ikke Exemplarer ogsaa af sidstnævnte
A rt, og tilmed meget gode Exemplarer, saasom Jean Nicolas de
B o u i l l y ’s (1765—1842) historiske Eemaktsskuespil „D e n D ø v
s t u m m e “, der gjorde stor Lykke 1802 og længe holdt sig paa
Reperto iret.
S k u e s p ille t h a r en p o litis k A n le d n in g e lle r B a g g r u n d .
A b b é
d e l ’E p é e , d e n n a v n k u n d ig e G r u n d læ g g e r a f D ø v stu m m e u n d e rv isn in g e n ,
h a v d e p a a s in D ø d s s e n g u d n æ v n t d en sid e n s a a b e røm te S ic a r d til sin
E f t e r f ø l g e r ; m en d en n e b le v u fo r s k y ld t p r o s k r ib e r e t o g m a a tte fly g te
f r a P a r is .
H a n s E l e v M a s sie g jo r d e A lt, h v a d d e r sto d i h a n s M a g t
fo r a t fa a e E o r v iis n in g s d e k r e t e t o p h æ v e t, o g B o u illy , som b le v b e k je n d t
m ed h a n s B e s t r æ b e ls e r , b e slu tte d e a t a g ite r e P u b lik u m til E o r d e l fo r
S ic a r d v e d a t fr e m s tille e t T r æ k a f h a n s h ø ih je rte d e F o r g jæ n g e r s L i v
o g s k r e v „ D e n D ø v s tu m m e L
V e d O p fø re lse n b le v P u b lik u m s a a
g r e b e n , a t d e t u n d e r G r a a d o g H u lk e n istem te R a a b e t : S ic a r d ! o g v e d
M æ g lin g a f en a f F ø r s te k o n s u le n s B r ø d r e b le v d en L a n d fly g t ig e k a ld t
t ilb a g e t il F r a n k r ig . S t y k k e t v is e r i en R æ k k e h ø ist v irk n in g s fu ld e o g
m e d s tig e n d e K u n s t a rra n g e re d e S c e n e r, h v o rle d e s A b b é d e l ’E p é e
S k r id t fo r S k r id t h jæ lp e r d et fo rla d te d ø v stum m e G r e v e b a r n d e S o la r
p a a S p o r e fte r d en M is g je r n in g , som h a n s h a v e s y g e O n k e l h a r ø v e t
im o d h a m v e d a t h e n sæ tte h am som en h jæ lp e lø s G a d e tig g e r m id t i
P a r is , fo r a t b e m æ g tig e s ig h a n s F æ d r e a r v . M e d d en n e H o v e d h a n d lin g
e r e n lille K jæ r lig h e d s h is t o r ie sn ild t fo rb u n d e n til en H e lh e d , d e r h e lle r
ik k e fo r fe ile d e sin V ir k n in g p a a d et d a n sk e P u h lik u m .
E t historisk Drama i tre Akter, „ E d v a r d i S k o t l a n d
eller F l y g t n i n g e n s N a t u af den ellers i lettere Genrer
v irkende D u v a l (I. S. 525), havde den franske Skoles Fo rtrin
frem for den ty d s k e : at det, trods al tilstræbt Theatereffekt, holdt
sig fri for Følelsens Sentimentalitet og Udtrykkets Svulst.
„ K r i g s r e t t e n eller P l i g t e n s og N a t u r e n s K a m p , Skue
spil i fem A k ter a f P e l l e t i e r - V o l m e r a n g e s (1756 1824),
neg tede sig derimod In te t i Retning af haandgribelige Rædsels-
scener og fand t derfor ogsaa et paaskjønnende Publikum, lige-
saa vel som P i x é r é c o u r t s (1773- 1844) Marterdrama „E l i s a