228 / 660
MUNTERHEDS TRIUME.
2 2 1
U d fø relse a f Ostindianeren var et a f hans mest fuldendte K a ra k te r
b illeder, og som gam le R apid va r Lindgreen uforlignelig i sin rørende
S k ik k e lig lie d ; da han senere fik Ph ister ved sin Side som sin Søn,
sk affed e dette P a r Publikum en a f de ægteste kom iske N yd elser, vor
Scen e h ar h avt at byde paa. „D en hjemkomne N abob “ , der g ik første
G an g 1 8 1 1 , holdt sig paa R epertoiret til 18 3 8 .
M ed Lu n et i Morton’s Kom edie kan R eyn o ld s’ „ M u n t e r h e d s
T r i u m f “ lan g tfra maale sig, trods den udfordrende Titel. Den lystig e
P erson , G eorge Gossam er — udmærket spillet a f Stage — fortæ ller
hele S ty k k e t igjennem , hvilken umaadelig vittig P y r han er, men de
P aafu n d , han sæ tter i V æ rk for at vise dette og løse H andlingens
F o rv ik lin g e r, ere a f en lidet aandfuld Natur og paa sine Steder ligefrem
brutale.
R ich ard D elville bruger den raa Overmagts og den lave
Tæ nkem aades yd erste M idler for at forføre en ung K on e og hævne sig
fo r hendes Modstand, men skal desuagtet betragtes som et i Grunden
godt M enneske, hvem Lidenskaben har b ragt lidt paa A fveie. N egeren
Sambo har i O riginalen en vis Pudsighed, som er gaaet fuldstændig
tab t under N . T . B ruu n s Bearbeidelse, og kun en indtil det K je d -
sommelige sentimental M oralist er bleven tilbage.
H andlingen, der
g a a e r ud paa at rense M rs. Mortimer for det S k jæ r a f æ gteskabelig
U tro sk ab , der er faldet over hende ved D elvilles E fterstræ b elser, og
at fre lse en Formue, som ved den gam le Vexelmæ gler B on u s’ (Fryden-
dahls) paatænkte G ifterm aal med den romanskrivende Blaastrøm pe
M iss D ian a Gloom ly (Mad. Clausen) er ifæ rd med at slippe de unge
A rv in g e r afhæ nde, bevæ ger sig gjennem en R æ k k e a f lidet spændende
In trig e r, men vandt dog Publikum s B eh ag, maaske mest paa Grund a f
de tre næ vnte K un stn eres fortrinlige Spil, og S tyk k et g ik fra 1 8 1 9 til
18 2 6 fireo g tyve G ange over Seeren.
D e t ø v r ig e e n g e ls k e R e p e r t o ir e v a n d t ik k e fa s t F o d p a a
v o r S c e n e . F ir e , s e x , a lle rh ø is t o tte O p fø re lse r fa ld e p a a S t y k k e r
som D i b d i n s „ V e i v i s e r e n e lle r F e m F j e r d i n g v e i d e r f r a “ ,
d e n y n g r e C o l m a n ’s „ K o b b e r s m e d e n “ , re t so lid t e n g e ls k
A r b e id e m e d p a s s e lig B la n d in g a f R ø r e ls e o g K o m ik , s u ffis a n t
K a r a k t e r t e g n in g o g e n u d m æ rk e t R o lle fo r C a rl B ru u n , sam t
C o l m a n d e n Æ ld r e s „ D e t h e m m e l i g e Æ g t e s k a b “ m ed
F r y d e n d a h ls g lim re n d e U d fø r e ls e a f L o r d O g le b y (S. 57).
D e n e n e s te i t a l i e n s k e F o r fa t t e r , d e r p ræ s e n te re d e s ,
G o l d o n i (I. S . 2 5 7 . 486. 526), le d en u b lid M e d fa r t v e d a t f o r
v a n s k e s g je n n em a d s k illig e M e llem le d , in d e n h a n n a a e d e til os.
H a n s F e m a k t s - S k u e s p il „ H o l l æ n d e r n e “ v a r fr a Ita lie n s k b le v e t
o v e r s a t p a a F r a n s k , d e rfra b e a r b e id e t til t y d s k A n v e n d e ls e o g
p a s s e r e d e i d e n n e 'S k ik k e ls e R a h b e k s om fo rm e n d e H æ n d e r, d e r