301 / 660
292
DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.
Smagsdommer fra R yg e s Glanstid, P . L . Møller, sammenligner
ham med de Største og finder ham endda mere sublim. „Hverken
Oehlenschlager eller Thorvaldsen, skriver han, have i deres Retn ing
bragt det til den Høide a f Pathos og K ra ft — det, som betinger
det Store og Ophøiede i Kunst — som R yg e. De besad begge
deres S ty rke i andre Egen skab e r: en uudtømmelig R igdom i
Fan tasi, en mild og varm, men ikke dyb og energisk Følelse,
en vidunderlig E vn e til at fremstille ethvert Ind tryk i gratieuse
og levende B illeder. Men man vil ikke sammenligne den Ene
med Æ schylos, den anden med Fid ias. Man kan sige, at B e gg e
ved deres rige, med saa vidunderlig Lethed skabende Natur
forholdt sig til R y g e som R a fae l til Michel Angelo. Enhver
veed, at R afael er den a f alle Kunstnere, som har vundet den
mest udelte Beundring, mest udbredte Sympathi og Popularitet
i Verden ; men enhver alvorlig K jende r v il dog foretrække
Michel Angelo paa Grund a f det gigantisk Opløftende, det
Uendelige eller med det Uendelige Sammensmeltende i hans
Kunst. Det samme Indtryk, troer jeg , vil den, som i sin Tid
har havt Led ighed til at se og beundre R y g e , have bevaret a f
ham i Forhold til de andre store Naturer, Danmark i andre
Retninger har frembragt. Sammen med en stærk subjektiv Aand,
hvad der synes nødvendigt til at frembringe den høieste ideale
Pathos, besad han en mærkværdig Objektivitet, hvad der er
nødvendigt for ikke blot at være ensidig stor Skuespiller, men
at være det i en Mangfoldighed a f Roller. Og baade i det
A lvorlige og det Kom iske havde han, hvad der manglede Oehlen
schlager: en Dristighed og Sikkerhed i Bevidsthed om aldrig
svigtende K raft, som udmærker Shakspeare. Han forstod at
føie til Oehlenschlager, hvad der manglede denne i at være
Shakspeare, og naar h a n spillede Oehlenschlager, troede man at
se Shak speare.“
Medens R yg e s ypperste Roller vedvarende holdtes paa
R eperto iret, saa at man jevn lig havde Led ighed til at se hans
Hakon og hans Palnatoke, hans S a ft og P ee r Degn, skabte han
nye Storværker baade i tragisk og i komisk Kunst. I „Væ
ringerne“ var han imponerende væ rd ig og luende begeistret som
den gamle Erem it, væ ldig i sin Patlios, da han bryder Puppen
og aabenbarer sig som Olaf T rygva son ; han spillede S liylo ck i