307 / 660
298
DET KONGELIGE THEATER 1825—J9.
som den pudsige Matros i „In triguen ved Morskabstheatret“ og
Baadsmanden Ja cob i „Spa reka ssen “ .
S tage var kun fireoghalvtredsindstyve A a r gammel, da
han pludselig afgik ved Døden den 3. Oktober 1845. Han havde
A ftenen forinden for første Gang i sit L iv deltaget i et Skue
spillergilde, under hvilket han havde iagttaget sit sædvanlige
store Maadehold i Nydelsen a f D rikkevarer. P aa Theatret talte
han næste Form iddag om den behagelige A ften i Kammeraternes
K red s, sagde livligt Farvel til de Tilstedeværende og vilde
skynde sig hjem og træffe Forberedelser til et Selskab, hvor
Je n n y Lind havde lovet at være hans Gjæst. P aa H jørnet a f
lille Kongensgade og Halmstræde fald t han død om, uden at
give en L y d fra sig, og uden at den øieb likkeligt tilkaldte
Lægehjæ lp formaaede at udrette Noget.
I denne Periode naaede K o s e n k i l d e (S. 13 7—42) til
fuld Udvik ling som den høist eiendommelige Kunstner, han
blev. Heiberg var hans Omgangsven og kjendte bedre end de
F leste hans B egavelses Dybde og Egenart. Han regnede ikke
feil, da han byggede nogle a f sine Vaudevillers vigtigste V irk
ninger paa den, og paa samme Tid som han derved sikkrede
dem en Udførelse ju st i den gratieuse Farceaand, han havde
tænkt sig, skaffede deres hyppige Opførelser Rosenkilde den
stadige Forbindelse med Publikum, som han altfor længe havde
savnet og som var en Betingelse for, at han kunde faae en fast
og anerkjendt P lads i dets Bevidsthed som en a f Skuepladsens
dygtigste Kunstnere.
Hans Udførelse i Kostume a f Sko le
drengen Hans Mortensen i Poul Møllers lille Dialog gav Heiberg
Ideen til denne komiske F igu rs Benyttelse i „Ap rilsnarrene“ ,
som kom frem allerede i den første Vaudevillesaison. Rosen
kildes Spil havde sin afgjørende Del i S tykkets L y k k e og
virkede saa lattervækkende med sin snurrige Kom ik, at baade
Heiberg, Rosenkilde selv og andre Forfattere varierede den
taknemlige Skikkelse i flere Fxem p larer: Peter i „E t E ven ty r i
Rosenborg H ave“ , Piberdrengen i „Vennernes F e s t “ , Jerem ias
i „H err Burcha.rdt og hans Fam ilie“ , Peter i „Den dramatiske
Skrædder“ ere Nuanceringer a f Typen og gav Skuespilleren