311 / 660
302
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
ikk e svækkedes, var Konsekvensen, i Rosenkildes Fremhævelse
af, at Accenten ligger paa Figu ren s Stundesløshed, ikke paa
dens D istraktion og adspredte Væsen. V ielgesch rey er først og
fremmest en Mand, der skaber sig sine G jenvordigheder selv,
fordi han indbilder sig at være saa overbebyrdet med F o r
retninger, at han ikke faaer Stunder til nogen Ting, eller fordi
han ikke forstaaer at skjelne mellem Væsenligt og Uvæsenligt
og derfor til sin Forbauselse hvert Øieblik seer det sindrige
System briste, som skulde ruste ham til at faae det Meget ud
rettet. Denne M isforstaaelse afføder naturligvis Konfusion og
Distraktion, men Distraktionen er netop ogsaa kun det Affødte,
ikke det Oprindelige, altsaa ikke en medfødt Defekt, der kunde
fremkalde Y n k og saaledes gjøre det komiske Ind tryk uklart.
Noget Lignende gjæ lder om Corfitz i „Barselstuen “ , som Rosen
kilde i den følgende Saison arvede efter R yg e . Ogsaa Corfitz
er en Selvp lager, som kjæmper mod Skygger, mod en M istænk
somhed, der drager Næring a f de futileste Fo rho ld og voxer sig
stærk af de mest intetsigende Omstændigheder, ligesom V ielge-
sclireys Stundesløshed. Den er derfor hjemfalden til Latteren ,
og Medlidenheden maa kun have en ganske lille F lig a f Karak teren
at holde sig ved. Rosenkilde var ikke fri for at indrømme den
formeget; hans Corfitz var en mageløs komisk F igu r, men med
et P ræg a f Søllethed, som gav Rum for den Mistanke, at hans
F ry g t for Hornene maaske kunde være begrundet, hvilket sætter
den hele lystige Handling i et urigtigt L y s.
Sine første Jeron imus-Roller — i „Je a n de F ran c e “ og i
„Ju lestu en “ — udførte Rosenkilde 1842. I Slutningen a f Fyrrerne
indlemmedes endnu tre i hans Repertoire, nemlig Jeronimusserne
i „Ab racad ab ra“ , „Maskeraden“ og „Pern illes korte Frøkenstand 1L
Særligt den sidste var en a f hans uforglemmeligste Fremstillinger,
den levendegjorte Egoisme og Nederdrægtighed, hvis Ord flød
fra Læben med sirupsødt Hykleri, medens Øinene vendte sig i
Hovedet med skinhellig Andægtighed og kun nu og da, ligesom
i ubevogtede Sekunder, fik det staalkolde Ud tryk, der røbede
H jertets Forhærdelse. Men man maatte le a f den gamle S lyngels
pudsige Miner og lystne Lader, og Latteren fulgte ham høilydt
tildørs, da han tridsede a f med sin Pern ille som med den vel-