315 / 660
306
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
tilstande, den sknlde ud trykke: Jeron imus’ Skinhellighed og
Trops Begeistring, V ielgeschreys Selvtilfredshed under D ikteringen
a f B re ve t ikke mindre end hans trippende Bekym ring for den
lille sorte Høne eller hans afmægtige
quos égo
paa Forvirringens
Høidepunkt.
Med det ly risk Stemningsfulde i Rosenkildes
Temperament stod det i Forbindelse, at man kunde have et
forskj elligt Udbytte a f hans Sp il i en og samme Rolle, alt efter
den Grad a f Oplagthed, som han den enkelte A ften raadede
over, ligesom ogsaa at han maatte gjøre en Ro lles R ep like r
„mundrette“ for sig, inden han ret kunde føle sig hjemme i den,
hvorfor han ogsaa fornam det som en Tvang, naar et S tykkes
metriske Form holdt R ep lik sk iftet indenfor rythm iske Grænser;
Robert i „Amors Gen istreger“ sendte han tilbage, „fordi der
udfordres en Korrekthed til denne Rolle, som han ikke er vant
til.“ Hermed staaer det i Forbindelse, at Improvisationen havde
et ikke ringe Raaderum i hans Fremstilling. I enkelte hyppigt
spillede R o ller afleirede der sig i Aarenes Løb L a g paa L a g a f
slige selvopfundne Lazzi, saa at D igteren kunde have ondt nok
ved at kjende sit E g e t bag T ilføielserne; dette var saaledes
Tilfældet med Trop, der efterhaanden mere b lev Rosenkildes
end Heibergs Aandsfoster og i denne sin udvidede Skikkelse
g ik saaledes ind i den almindelige Bevidsthed, at det vilde være
b levet en Skuffelse, paa eengang at se Figu ren ført tilbage til
dens oprindelige Lin ier. „A lt det, som for en ny Tilskuer kunde
tage sig ud som Overdrivelse, som Unaturligt, som Farceag tigt,
sætte v i P ris paa, ligesom man elsker et brøstfældigt og
gammeldags Hus, hvor man har henle vet lykkelige T im er,“
sk rev „D agb ladet“ i Anledning a f Rosenkildes halvfjerdsinds
tyvende Fødselsdag. „Det er muligt, at den Trop, som i Ons
dags viste sig for 13 2 . Gang, ikke er en virkelig Person, og at
han ikke er den Trop, som Forfatteren har tænkt paa, men han
er ganske vist den Trop, som v i A lle ville se, ham og ingen
anden. Y i kunne slet ikke tænke os ham anderledes. Han
s k a l se saa forskrækkelig ud, drive sin Graadighed til den
alleryderste Yderlighed, se ud blandt Publikum , som om D yrehavs
bakken laa ad den K an t, og hilse til Galleriet, som om en
Bek jend t a f ham gik forbi Teltet, skrive paa sin Hattepul, til-
føie en R ep lik om Dyrtidstillægget og gaa omkring med sin