319 / 660
JFR. ZRZA. CARL WINSLØW.
309
hold i en Provinsby, hvor hnn døde to Aar efter, den 17.
November 1847, a f en tærende Kræftsygdom.
F o r Operaen vedblev Jfr . Z r z a (S. 14 5—46) næsten hele
Perioden igjennem at være en a f de vigtigste Støtter ved sin
klangstærke og ualmindelig skolede Sopran, for hvilken ingen
musikalsk Opgave laa for høit eller faldt for vanskelig, medens
hendes dramatiske Aktion stadig indskrænkede sig til et Mini
mum og som Følge deraf kunde blive a f ligefrem parodisk
V irkn ing i stærkt bevægede Situationer, f. E x. i en Scene a f
Maurers „A lo ise “ , hvor hun skulde slide et Skjæ rf fra Skurken
i S tyk k e t og foretog sig denne Handling med en saa uforstyrrelig
Flegm a, at Publikum brast i lydelig Latter. Og hvor en Rolle
— som f. E x . Beethovens Fidelio — fordrede Udtrykket for
et stemningsfuldt bevæget Indre, nøiedes Jfr . Zrza med at aflire
Musiken som en sjælløs Mekanisme. Men som en saadan var
hun korrekt til det Yderste og gav Alt, hvad der laa i Noderne,
om det var nok saa svært. Blandt hendes Hovedpartier kunne
nævnes den aldeles brillante Udførelse a f Nattens Dronning i
„Tryllefløiten“ , Amazili i Spontinis „Fernando Cortez“ , Isabella
i „R ob e rt“ , R ebekka i „Tempelherren og Jødinden“ , Tao -Jin i
„Prindsen a f China“ , Bjergaandernes Dronning i „Hans Heiling“
samt Norma. Hun betraadte Scenen sidste Gang den
8
Februar
1845 som Vilhelmine i „Ungdom og Galskab“ og levede Resten
a f sit L iv i Kjøbenhavn, hvor hun døde den 1. November 1862.
Fo r C a r l W in s lø w (S. 146—50) havde den foregaaende
Periode været Væxtens, den langsomme, af ublidt Veirligt
stundom hemmede Udviklings Tid; just ved Overgangen til
det her behandlede Afsnit havde hans Talent udfoldet sine
første kraftige Blomster, og nu fulgte en desværre altfor kortvarig
Høstens T id med den modne Begavelses rige Ydelser, Frugter
a f en egen pikant Smag og a f en F arve og Form, der gjorde
dem let kjendelige fra alle andre. F ra den nye Digtning modtog
W insløw en Impuls a f største Betydning, idet den gav ham
Led ighed til at vise sig som en komisk Skuespiller af første
R ang, fantasirig i Figurens Opfattelse og Udstyrelse, skarp og
k lar i sin Linieføring og med et aldrig svigtende Lune, der