320 / 660
BIO
DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.
g jennem trængte Frem stillingen som en latent Understrøm, men
forsmaaede at bryde løs paa egen Haand, ud over den fore
stillede Personligheds Grænser; at gaa over Stregen var over
hovedet Noget, W insløws aarvaagent beherskede Kunst ikke
kjendte til. Det Vimse og V igtige, det Pertentlige og P ilne hos
en Sk ikke lse som Z ierlich i „Ap rilsnarrene“ var beslægtet med
Elementer i W insløws egen Personlighed, og paa denne havde
Forfatteren da ogsaa beregnet Po llen med sikkert B lik for den
V irkn ing, der vilde naaes; Skuespilleren ramte lige i Centrum
og skabte en komisk Individualitet, der var som greben ud a f
L ivet. Endnu høiere naaede han som K lister i „De U ad sk illelige“ ;
den gnavne Forlovelsestræthed, den banale Skinsyges og den
ligesaa banale Forsonings idelige A fvex ling i slet Uendelighed
samt den snerrende Sliden i de økonomiske Vanskeligheder
gjorde Volontairen til et kosteligt Udtryk for kondenseret
Fam ilievrøvl, iført en uimodstaaelig komisk Habitus a f Paa-
klædning, Ansigtsudtryk og Lader, kort sagt en Totalitet a f
diskret og
d.ogk ra ftig Kom ik, der ikke senere er overgaaet, end
ikke a f en E fterfø lger som Phister, hvad han selv uopfordret
indrømmer. Som Naal i „Den dramatiske Skræder“ stod W insløw
høit over alle sine Medspillende og gjorde et Mesterværk a f
sammenhængende Menneskeskildring ud a f Forfatterens noget
diffuse Tegning, samtidigt med at han kastede det fyldigste
komiske L y s over den. E n meget snurrig Fæ tter blev i hans
Hænder den diplomatgale Arthur i „K jø g e Huuskors“ , men
fremfor A lt var det Jo seph Golz i „Østergade og V este rgad e“ ,
der grundfæstede hans P y som komisk Skuespiller, en Figu r,
der fra Top til Taa hørte hjemme i Datidens L iv , hvor de
groteske Former vare mere fremtrædende end nutildags, og som
bar Naturens og Naturlighedens P ræg selv i sine Overdrivelser.
F r a Pegioner a f Digtningen, som vare omtrent Antipoder til
den danske Mellemstands Hverdagsliv, tilflød der W insløw Op
gaver, der satte en mere frit skabende Fan tasi i Bevægelse; en
a f disse høist originale Frem stillinger var den koleriske franske
Læ ge i Shakspeares „Muntre K on e r“ , en anden den aandfuldt
gjengivne Gratiano i „Pomeo og Ju lie “ , en tredie den lette og
livlige Ska lk Perin i Moretos „Donna D iana“ . Den fineste
Kunst i komisk Nuancering ydede W insløw dog maaske som