322 / 660
CARL WINSLØW.
311
R obert i „Amors Genistreger“ , byis lette Ironi bavde den
intelligenteste Fortolker i liam og, Haand i Haand med en tør
og lnn Humor, gjorde den kløgtige Huslærer til en sjelden sand
og skær Personligbed. I mærkelig Modsætning til denne Figurs
aandfuldt reserverede Yæsen gav Winsløw ikke længe efter et
varmt og fyld igt B illede med en helt anden Grundfarve, da han
spillede Tordenskjolds djerve og jevne Kammertjener i Oehlen-
schlågers Tragedie.
J o mere en Rolle stillede ham et indgaaende K arak ter
studium til Opgave, des kjærere var den ham, des kraftigere
satte han alle sine Evner ind paa den. Georgios Maniakes i
„Væringerne“ var en saadan Sk ikkelse; den fængslede hans
Interesse og den formede sig under hans Behandling til en
levende Individualitet med skarpt og eiendommeligt Særpræg.
Det var ham ligeledes en stor Tilfredsstillelse, at han i Marts
1829, efter flere Aars frugtesløse Anmodninger, opnaaede at
komme til at spille Schewa i „Jød en “ (I. S. 528), og en endnu
større, at Publikum lønnede hans indtrængende psykologiske
Fortolkn ing a f Karakteren med forstaaende Bifald, ja utvetydigt
ga v W insløws Udførelse Forrangen fremfor Ryges, da denne i
K ra ft a f sin Magt og Myndighed havde faaet sin Optræden i
denne Rolle tvungen igjennem forat vise en anden og efter hans
Mening rigtigere Opfattelse a f den. En historisk Skikkelse, som
W insløw senere higede efter at komme til at fremstille, var
Lud v ig den E llevte i Casimir Delavignes Tragedie a f dette
Havn; den listige, troløse og grusomme Konge, der endnu i sin
yderligste Affældighed, Døden nær, formaaer ved sin faste Villie
at øve sin Magt og holde sine Fjender i Ave, saa hans blotte
Navn vækker Rædsel, syntes ham at indeholde en Forening af
hver for sig interessante Karakteregenskaber, som det maatte
være Kunstens Triumf at samle til en enkelt sammenhængende
psykologisk Skildring, ja selv hans eget svagelige Helbred inde
holdt for ham ligesom et V ink om, at denne Rolle meie end
nogen anden laa for ham. Stor var derfor hans Glæde, da der
i 1834 gjordes Forberedelser til at bringe Tragedien paa Scenen.
Forlængst havde han gjennemtrængt Kongens Rolle til dens
inderste Dybder og tilegnet sig den i de mindste Enkeltheder;
paa Prøverne, hvor han saae den i Samvirken med Stykkets