328 / 660
som Exemp ler fra den her omtalte Tid og i kronologisk Orden
Eduard i „K on g Salomon og Jø rgen Hattemager“ , Kaiser i
„Recensenten og D y re t“ , Guilielmo i „Ereias A lte r“ , Verner (og
senere Obersten) i „Amors Genistreger“ , Ludvig Falkenberg i
„Kun stn erliv “ , K ong Pandorus i „K jærlighed ved Hoffet“ , Amt
mand Gram i „Den eneste F e il“ , Stuart i „Den lille Skuespiller“ ,
Michel Angelo i „Correggio“ , Halling i „Debatten i Politivennen“ ,
S a ft i „Soved rikken “ , Doktor JVendel i „Den nye Barselstue“ ,
Herman von B iem en i „Hexeri eller blind A llarm “ samt nogle
holbergske Jeron imusser; endelig et P ar Skikkelser, ensartede
a f Udspring og Natur, men holdte ud fra hinanden med en
moden Kunsts sikkert anvendte M idler: Nybodersmændene Ole
K an instok i „Capriciosa“ og Palle B lok i „ P a k “ , livagtige A f-
billeder a f den rolige, djerve, stilfærdigt skjemtende og hjerte
varme danske Sømand.
F ra Nyboders U lk til Faubourg St. Germains legitimistiske
Adelsslægter er K løften uoverstigelig i den virkelige Verden
— men ikke i Kunstens. Nielsens Geni satte over den med
Lethed. Om muligt endnu rigere Lune, end der strømmede i
hans nationale F igu rer, gjennemsyrede de franske Lystsp il
skikkelser, han skabte, især naar deres Fornemhed gav ham en
S treng mere at spille paa.. Der hvilede over hans hele Fremtræden
i saadanne Ro ller et Skjær a f den fødte Noblesses Nimbus, man
ligesom følte „det blaa B lod “ yttre sig i hans Tale og Adfærd,
og navn lig hvor det gav sig Lu ft i naiv Stupiditet, men blandet
med ligesaa ubevidst Elskværdighed, kunde han træffe Skikkelsen
i P rikken og vække den ægte Sympathi, der gotter sig i en
stillefornøiet Latter. Hvad man kunde kalde Marquistypén,
havde en udmærket Frem stiller i Nielsen, især den Species,
hvor frodigt legem ligt Velvære, fremelsket a f en kraftig Egoisme,
ikke lader sig anfægte stort a f Aandslivets Yttringer, fordi de
alle bevæge sig indenfor en nogenlunde snever Horizont. Ikke
som Exemp ler just paa denne særlige A rt a f komisk Kunst, men
som Roller, i hvilke Nielsen paa uovertræffelig Maade over
hovedet gjengav Bonhommie og Fornemhed i forskjellige K arak ter
afskygn inger kan nævnes Ministeren i „Badet i Dieppe“ , Richelieu
i „Gabrielle de B e lle -Isle “ , Aldobrandini i „Statsmand og B o rge r“ ,
Hr. de Havrecourt i „E n Kone, som springer ud a f Vinduet“ ,
N. P. NIELSEN.
317