Previous Page  329 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 329 / 660 Next Page
Page Background

318

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

S ir P ete r Teazle i „Bagtalelsens Sko le “ , Lo rd Bo lingb roke i

„ E t Glas V and “ o. fL Om lians Lune end ikke var saa ypp igt

og hans P lastik ikke saa nobel som Erydendahls, maatte Theatret

dog prise sin L y k k e , at den store Kun stner i et a f sine vigtigste

R o lle fag fik en Afløser a f Nielsens Rang.

N. P . Nielsen blev 1823 g ift med Skuespiller R inds

Enke, født Caroline Walter (S. 83), og i dette Æ gteskab fødtes

Sønnen August Nielsen. Det b lev senere ophævet, og Nielsen

ægtede 1834 Anna W exschall, f. Brenøe (S. 158).

Det v a rsom A n n a N i e l s e n at denne sj eldne Kun stner­

inde (S. 15 4—58) bragte sine rige E vn e r til deres fuldeste U d ­

foldelse og hævdede sig ved Siden a f F ru Heibergs livfuldt

tindrende Stjerne som et mildere og roligere L y s , hvis S ty rke

dog ikke gav hin noget efter, saa at man i en Menneskealder

kunde tvistes om, hvo a f de to Skuespillerinder der var den

største — en Tvist, der naturligvis var ørkesløs, fordi de vare

stoie hver paa sin Maade, hvorfor den eiheller førte videre end

til et helt individuelt Skjøn efter den Dømmendes personlige

Smag og Temperament, som naar R yg e mente at afgjøre Sagen

ved at kalde Mad. Nielsen en Skuespillerinde, men F ru Heiberg

en Actrice, hvormed han vilde anvise denne en P lads paa

Rangstigen under hin.

F o r Syngestykket vedb lev Anna Nielsen endnu i endel

A a r at være a f megen Betydn ing, og hendes Udførelse f. E x .

a f Anna i „Den hvide Dame“ og Irma i „Murmesteren“ , Partier,

som ikke laa over hendes Sangkræfter, var præget a f den sj eldne

Renhed og umiddelbare kvindelige B lu , som var egen for hendes

elskende Ungmøer; hendes Donna E lv ira i „Don Ju a n “ naaede

endda et stort S tykke dybere og b lev en tragisk Præstation a f

eminent Rang. A t hun med denne Foren ing a f musikalske

E vner og dramatisk Fremstillingskunst maatte være en a f de

K ræ fter, som Vaudevillen byggede paa, er en Selvfø lge; som

Lou ise i „K on g Salomon og Jø rg en Hattemager“ var hun med

i dens Avantgarde og blev ved sit Foredrag a f Sangen „Sk jøn

Jom fru , som sidder“ , den F ø rste , der brød Publikums” tause

Modstand og henrev det til levende B ifald . Hun spillede derefter

Maria i „Den otteogtyvende Ja n u a r“ , Constance i „Aprilsnarrene“ ,