329 / 660
318
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
S ir P ete r Teazle i „Bagtalelsens Sko le “ , Lo rd Bo lingb roke i
„ E t Glas V and “ o. fL Om lians Lune end ikke var saa ypp igt
og hans P lastik ikke saa nobel som Erydendahls, maatte Theatret
dog prise sin L y k k e , at den store Kun stner i et a f sine vigtigste
R o lle fag fik en Afløser a f Nielsens Rang.
N. P . Nielsen blev 1823 g ift med Skuespiller R inds
Enke, født Caroline Walter (S. 83), og i dette Æ gteskab fødtes
Sønnen August Nielsen. Det b lev senere ophævet, og Nielsen
ægtede 1834 Anna W exschall, f. Brenøe (S. 158).
Det v a rsom A n n a N i e l s e n at denne sj eldne Kun stner
inde (S. 15 4—58) bragte sine rige E vn e r til deres fuldeste U d
foldelse og hævdede sig ved Siden a f F ru Heibergs livfuldt
tindrende Stjerne som et mildere og roligere L y s , hvis S ty rke
dog ikke gav hin noget efter, saa at man i en Menneskealder
kunde tvistes om, hvo a f de to Skuespillerinder der var den
største — en Tvist, der naturligvis var ørkesløs, fordi de vare
stoie hver paa sin Maade, hvorfor den eiheller førte videre end
til et helt individuelt Skjøn efter den Dømmendes personlige
Smag og Temperament, som naar R yg e mente at afgjøre Sagen
ved at kalde Mad. Nielsen en Skuespillerinde, men F ru Heiberg
en Actrice, hvormed han vilde anvise denne en P lads paa
Rangstigen under hin.
F o r Syngestykket vedb lev Anna Nielsen endnu i endel
A a r at være a f megen Betydn ing, og hendes Udførelse f. E x .
a f Anna i „Den hvide Dame“ og Irma i „Murmesteren“ , Partier,
som ikke laa over hendes Sangkræfter, var præget a f den sj eldne
Renhed og umiddelbare kvindelige B lu , som var egen for hendes
elskende Ungmøer; hendes Donna E lv ira i „Don Ju a n “ naaede
endda et stort S tykke dybere og b lev en tragisk Præstation a f
eminent Rang. A t hun med denne Foren ing a f musikalske
E vner og dramatisk Fremstillingskunst maatte være en a f de
K ræ fter, som Vaudevillen byggede paa, er en Selvfø lge; som
Lou ise i „K on g Salomon og Jø rg en Hattemager“ var hun med
i dens Avantgarde og blev ved sit Foredrag a f Sangen „Sk jøn
Jom fru , som sidder“ , den F ø rste , der brød Publikums” tause
Modstand og henrev det til levende B ifald . Hun spillede derefter
Maria i „Den otteogtyvende Ja n u a r“ , Constance i „Aprilsnarrene“ ,