332 / 660
ANNA NIELSEN.
321
„Søstrene paa K innaku llen “ , den ustandselige Spinderske, der
taber L iv e t selv a f Higen efter Midlerne til at leve det.
Endnu staaer tilbage at omtale det Repertoire, som
Tanken vel nærmest samler sig om, naar Anna Nielsens Navn
næ vn es: det tragiske. Hun debuterede lier som Elskerinden og
var -sin Ungdom igjennem den uforlignelig sande og følelsesrige
Fremstillerinde a f den elskende Kvinde, hvis nordiske Type i
Oehlenschlågers Traged ier hun skabte i en F y ld e og Skjønhed
som ingensinde før eller senere. Med den fremskridende A lder
forandredes selvfølgelig hendes Repertoires Karak ter, og det
tilfaldt hende at ud trykke ogsaa andre Sindsbevægelser end
K jærlighedens. Overgangen vil sees, naar vi efter Tidsfølgen
nævne hendes mest fremtrædende Tragedieroller i dette Afsn it
a f hendes Theaterbane: Helga i „Stærkodder“ , Maria i „Væ
ringerne“ , Maria i „Correggio“ , Imma i „Carl den S to re“ , Thora
i „Hakon J a r l “ , Nanna i „Balders Død“ , Dronning Margareta
Ju tta i „Niels Ebbesen “ , L ad y Macbeth (1835) i Shakspeares og’
Maria Stuart i Schillers Tragedie, Sigrid i „O la f den H ellige“ ,
B e ra i „H agbarth og S ign e“ og Dronning Geruthe i „Am leth“ .
Kvindelighedens reneste, skjæreste Aabenbaring, den
dybe, varme Følelse — det var to Hovedsider ved Anna
Nielsens kunstneriske Personlighed, og til Støtte for deres Udtryk
havde hun de sjeldneste Midler i sin melodiske Talestemme og
sit sjælfulde B lik . Men man vilde staa Fare for at faae et om
ikke afdæmpet, saa dog for ensartet og usammensat Tndtryk a f
hendes Kunst, hvis man ikke som en tredie Hovedevne frem
hævede hendes mægtige Fan tasi; naar hun ved dens Hjælp
havde tænkt sig ind i en Skikkelse og saa at sige gjort sig til
E t med den, var B illedets V irkn ing overvældende ved sin Eien-
dommelighed, hvis Grundfarve saa fastholdtes gjennem hele
Frem stillingen med den strengeste Konsekvens. Hun kunde til
sine Tider og i Roller, der ikke interesserede hende, være tør
og træet, hvilket F ru Heiberg — for atter at komme tilbage til
den ofte dragne Parallel — ingensinde blev, fordi hun altid
havde sit Publikum i Tanken, medens Mad. Nielsen ikke var fri
for at nære en temmelig ubetinget R ingeagt for Tilskuerpladsen
og aldrig lod sig afficere a f dens Dom, naar hun gjorde sig selv
Fyldest. Hun var overhovedet, i Ordets ædle Betydning, en a f
21