Previous Page  330 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 330 / 660 Next Page
Page Background

ANNA NIELSEN.

319

V iv a i „Recensenten og Dyret“ , Henriette i „De Uadskillelige“

og Charlotte i „E t E ven ty r i Rosenborg H ave“ . Som Ernestine

i det fra F ran sk oversatte „K jærligheds Drømme“ gav hun et

overordenligt interessant B illede a f den unge Søvngjængerske,

hvis Sjælstilstands sarte Traade hun udredede med klar psykologisk

Indsigt, medens den reneste Ynde gød sit Skjæ r over Skikkelsen.

I det alvorligere som i det lettere Skuespil, det nationale og

det fremmede, var der vidt Raaderum for Anna Nielsens Kunst.

Naturtroskab, Følelse og Renhed, de tre Egenskaber, man iremfor

andre har fremhævet som Særkjende for den, kunde her lægge

sig for Dagen i hele deres Lødighed og hævede ofte det Lidet-

sigende eller det Ufuldbaarne op i det Betydeliges Sfære, medens

de altid ga v det Vægtfulde forøget Vægt og bredte deres Skjøn-

hed og L iv ud over Digterværket. Hun spillede, for at nævne

nogle a f disse Roller, med æggende K jækhed Elisabeth Munk i

„E lv e rh ø i“ , med kvindelig Adel og Inderlighed Marie i Scribes

„Fornu ftgifterm aalet“ , med Hjertets fineste Dannelse og et let

Anstrøg a f Vemod eller Sværmeri Henriette i „Amors Geni­

streger“ , med Damens Beherskelse a f de lidenskabelige Sinds­

bevægelser Hortensia i „Fam ilien R iquebourg“ ; hun var en

varmhjertet og høisindet Miss Harriet i „Tordenskjold“ , gav den

forsmaaede E lskov , den krænkede Værdighed et kraftigt Udtryk

som Grevinde Orsina i „Em ilie Galotti“ og havde som F ru

H elvig i „Svend Dyrings Huus“ de mest gribende Accenter for

Moderkjærlighedens, Hjemlængslens og den manende Strafie-

ta le s•F rem b rud ; hun spillede den ædle Dronning i „Farinelli“ , de

fint nuancerede Karak terer L ad y Marlborough i „E t Glas Vand“

og Cesarine i „Kammeraterne“ , den med sin frembrydende L iden ­

skab forgjæves kjæmpende Kreolerinde Eleonore i „Mulatten“ ,

den majestætisk imponerende, til Ydmygelsens Tryglen ned-

tvungne Dronning Elisabeth i „Edvards Sønner“ , Kongedatteren

Eleonore Christine i „D ina“ . Adskillige a f disse Navne betegne

det A llerypperste a f Anna Nielsens Kunst og noget a f det

Største, vor Scene har baaret frem i sin Glanstid. Men der

staaer endda tilbage, fra det Tidsrum i hendes L iv , da Aarene

saa lempeligt skød hende ud forbi Elskerindefagets og de endnu

ungdommelige Karakterbilleders Mærkepæle, en Række beundrings­

værdige Ydelser, som fordrede den ældre Kunstnerindes Person