330 / 660
ANNA NIELSEN.
319
V iv a i „Recensenten og Dyret“ , Henriette i „De Uadskillelige“
og Charlotte i „E t E ven ty r i Rosenborg H ave“ . Som Ernestine
i det fra F ran sk oversatte „K jærligheds Drømme“ gav hun et
overordenligt interessant B illede a f den unge Søvngjængerske,
hvis Sjælstilstands sarte Traade hun udredede med klar psykologisk
Indsigt, medens den reneste Ynde gød sit Skjæ r over Skikkelsen.
I det alvorligere som i det lettere Skuespil, det nationale og
det fremmede, var der vidt Raaderum for Anna Nielsens Kunst.
Naturtroskab, Følelse og Renhed, de tre Egenskaber, man iremfor
andre har fremhævet som Særkjende for den, kunde her lægge
sig for Dagen i hele deres Lødighed og hævede ofte det Lidet-
sigende eller det Ufuldbaarne op i det Betydeliges Sfære, medens
de altid ga v det Vægtfulde forøget Vægt og bredte deres Skjøn-
hed og L iv ud over Digterværket. Hun spillede, for at nævne
nogle a f disse Roller, med æggende K jækhed Elisabeth Munk i
„E lv e rh ø i“ , med kvindelig Adel og Inderlighed Marie i Scribes
„Fornu ftgifterm aalet“ , med Hjertets fineste Dannelse og et let
Anstrøg a f Vemod eller Sværmeri Henriette i „Amors Geni
streger“ , med Damens Beherskelse a f de lidenskabelige Sinds
bevægelser Hortensia i „Fam ilien R iquebourg“ ; hun var en
varmhjertet og høisindet Miss Harriet i „Tordenskjold“ , gav den
forsmaaede E lskov , den krænkede Værdighed et kraftigt Udtryk
som Grevinde Orsina i „Em ilie Galotti“ og havde som F ru
H elvig i „Svend Dyrings Huus“ de mest gribende Accenter for
Moderkjærlighedens, Hjemlængslens og den manende Strafie-
ta le s•F rem b rud ; hun spillede den ædle Dronning i „Farinelli“ , de
fint nuancerede Karak terer L ad y Marlborough i „E t Glas Vand“
og Cesarine i „Kammeraterne“ , den med sin frembrydende L iden
skab forgjæves kjæmpende Kreolerinde Eleonore i „Mulatten“ ,
den majestætisk imponerende, til Ydmygelsens Tryglen ned-
tvungne Dronning Elisabeth i „Edvards Sønner“ , Kongedatteren
Eleonore Christine i „D ina“ . Adskillige a f disse Navne betegne
det A llerypperste a f Anna Nielsens Kunst og noget a f det
Største, vor Scene har baaret frem i sin Glanstid. Men der
staaer endda tilbage, fra det Tidsrum i hendes L iv , da Aarene
saa lempeligt skød hende ud forbi Elskerindefagets og de endnu
ungdommelige Karakterbilleders Mærkepæle, en Række beundrings
værdige Ydelser, som fordrede den ældre Kunstnerindes Person