327 / 660
316
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
Temperament, og livad Værdighed og Anstand angaaer, havde
Aarene g ivet hans P la stik mere R o og Skjønhed, end den op
rindelig havde liavt.
Ifø lge den naturlige Udviklings L o v maatte dog E lskerens
og den ungdommelige E robrers umiddelbare Væsen efterhaanden
afløses a f Reflexionens mere indadskuende Analyse. En a f de
første store Roller, hvori Nielsen prøvede sine Evners Ræ k k e
vidde paa dette Kunstomraade, var Philip den Anden i Casimir
Delavignes „Don Ju an a f Ø sterrig“ (1836). Han indtog her,
imod Sædvane, Pladsen som den forsmaaede E lsk e r og havde
imod sig som lykk e lig Medbeiler ju st en a f de freidige Naturer,
der ellers vare ham selv forbeholdte; Holst som Don Ju a n kom
i Fyrighed og Energ i nær op mod den nielsenske E lskertype,
medens Mesteren selv var forvandlet til en mørk, kold og
grublende Tyran, der med al sin Vælde ikke formaaer at tilvriste
sig det Kvindeh jerte, han attraaer; B illedet var udkastet med
megen psyko logisk Dygtighed og gjennemførtes overraskende
godt. Endnu samme A a r overtog Nielsen den deciderede Intrigant-
rolle Marinelli i „Em ilie Galotti“ , spillede senere med stor og
ægte Kun st Noureddin i „A ladd in “ , Marsk S tig i „E r ik G lipp ing“ ,
Corfitz U lfeld i „D in a“ og — den mægtigste og tillige med
størst Genialitet løste a f disse Opgaver — Macbeth, i hvilken
Rolle han stod langt over R y g e i Anskueliggjøreisen a f den
sjælelige Udvikling, der fører den skotske Høvding fra Troskab
til F rafa ld og derefter Skrid t for Sk rid t videre ad. F o rb ry
delsens Vei.
Hvor mange og mægtige tragiske Skikkelser N ielsen end
skabte, træder dette hans Repertoire dog i S k ygge for et helt
modsat, naar hans Betydn ing for Scenen skal maales. Tragediens
E lsk e r og Helt var nemlig ikke mindst en aldeles fortræffelig
Skuespiller i Lystsp illet, ikke alene i dets Anstandsroller, hvor
Værdighed og Vægt, udgjorde Grundtonen, men nok saa meget
i det Repertoire, der fordrede en let erotisk Berørthed eller en
vis bred Bonhommie, frodigt Lune og kraftig Skjemt. Han var
en Mester i den fint ironiske R ep lik som i den aabne Djervheds
Sprog. I den nationale som i den fremmede Komediedigtning
udførte han en Talrighed a f Roller, blandt hvilke adskillige staa
øverst i hans som i Theatrets Kunst overhovedet. V i nævne