Previous Page  327 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 327 / 660 Next Page
Page Background

316

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

Temperament, og livad Værdighed og Anstand angaaer, havde

Aarene g ivet hans P la stik mere R o og Skjønhed, end den op­

rindelig havde liavt.

Ifø lge den naturlige Udviklings L o v maatte dog E lskerens

og den ungdommelige E robrers umiddelbare Væsen efterhaanden

afløses a f Reflexionens mere indadskuende Analyse. En a f de

første store Roller, hvori Nielsen prøvede sine Evners Ræ k k e ­

vidde paa dette Kunstomraade, var Philip den Anden i Casimir

Delavignes „Don Ju an a f Ø sterrig“ (1836). Han indtog her,

imod Sædvane, Pladsen som den forsmaaede E lsk e r og havde

imod sig som lykk e lig Medbeiler ju st en a f de freidige Naturer,

der ellers vare ham selv forbeholdte; Holst som Don Ju a n kom

i Fyrighed og Energ i nær op mod den nielsenske E lskertype,

medens Mesteren selv var forvandlet til en mørk, kold og

grublende Tyran, der med al sin Vælde ikke formaaer at tilvriste

sig det Kvindeh jerte, han attraaer; B illedet var udkastet med

megen psyko logisk Dygtighed og gjennemførtes overraskende

godt. Endnu samme A a r overtog Nielsen den deciderede Intrigant-

rolle Marinelli i „Em ilie Galotti“ , spillede senere med stor og

ægte Kun st Noureddin i „A ladd in “ , Marsk S tig i „E r ik G lipp ing“ ,

Corfitz U lfeld i „D in a“ og — den mægtigste og tillige med

størst Genialitet løste a f disse Opgaver — Macbeth, i hvilken

Rolle han stod langt over R y g e i Anskueliggjøreisen a f den

sjælelige Udvikling, der fører den skotske Høvding fra Troskab

til F rafa ld og derefter Skrid t for Sk rid t videre ad. F o rb ry ­

delsens Vei.

Hvor mange og mægtige tragiske Skikkelser N ielsen end

skabte, træder dette hans Repertoire dog i S k ygge for et helt

modsat, naar hans Betydn ing for Scenen skal maales. Tragediens

E lsk e r og Helt var nemlig ikke mindst en aldeles fortræffelig

Skuespiller i Lystsp illet, ikke alene i dets Anstandsroller, hvor

Værdighed og Vægt, udgjorde Grundtonen, men nok saa meget

i det Repertoire, der fordrede en let erotisk Berørthed eller en

vis bred Bonhommie, frodigt Lune og kraftig Skjemt. Han var

en Mester i den fint ironiske R ep lik som i den aabne Djervheds

Sprog. I den nationale som i den fremmede Komediedigtning

udførte han en Talrighed a f Roller, blandt hvilke adskillige staa

øverst i hans som i Theatrets Kunst overhovedet. V i nævne