324 / 660
CARL WINSLØW.
313
andre Figu rer, fik den nyt og forkøiet L iv for ham, og i sin
Begeistring spillede han hver Gang med fuld K raft, saa at man
fryg tede for, at han ikke ret længe vilde kunne holde et saa
oprivende Arbeide ud, og raadede ham til at lægge Sommer
feriens Rekreation imellem, inden han skred til Opførelsen. Men
herom vilde W insløw ikke høre tale, og den 15 . Mai optraadte
han i „L ud v ig den E lle v te “ — for første og sidste Gang. Hans
F rem stilling b lev det Mesterværk, han selv og A lle havde ventet,
et Sjælemaleri a f rystende Virkning, storslaaet i sin Opfattelse,
gjennemført med den yderste JDetailkunst og behersket med den
nobleste Smag selv i de Situationer, hvor det Forfærdende og
Grufulde skulde danne Grundfarven. A l sin kunstneriske B e
geistring, hele sin sjælelige og legemlige Energ i havde W insløw
sat ind paa dette sit L iv s Storværk — men dermed var ogsaa
hans K ra ft udtomt. Publikums fra Scene til Scene stigende
B ifa ld og hans egen indre Ild holdt ham oppe, saalænge S tykket
varede, men da Tæppet faldt for Dødsscenen i femte Akt, maatte
han mere bæres end ledes til sit Paaklædningsværelse, og idet
han udmattet sank om, stønnede han: „Gud ske Lov, je g holdt
dog ud! ja , ja , det var ogsaa sidste Gang.“
Han maatte holde sig borte fra Theatret Resten a f
Saisonen.
Sommerhvilen i hans kjære Gjentofte bødede vel
endel paa hans Svaghed, men langtfra nok til at han turde gaa
en ny Saisons Anstrengelser imøde. Hans inderligste Ønske
gjald t et Vinterophold i Syden, men hos Theaterchefen var han
vedvarende meget ilde anskreven paa Grund a f den hvasse
K ritik , han underkastede Bestyrelsens Gjerninger, og betragtedes
endnu væsenlig som en urolig Frondeur, hvem man ikke maatte
gjøre for mange Indrømmelser. Med Haabet om grundig Hjælp
for den svage Legem skraft brast den sidste F jeder i det over-
anstrengte Uhrværk; i en hel Maaned laa han hen uden Mæle
og kun glim tvis ved sin Bevidsthed, indtil Døden indtraf den •
6
. Oktober 1834. Carl Winsløw var dengang i sit niogtredivte
Aar. Skjøndt han ikke hørte til Theatrets mest anvendte Kræfter,
fordi han med sin stærkt udviklede Kunstfølelse holdt sig borte
endog fra taknemlige Roller, naar han ikke fandt sin Person og
sin S til helt fyldestgiørende for dem, viste det sig dog med
iøinefaldende Tydelighed, hvor stort et Tab Skuepladsen havde