338 / 660
PHISTER.
327
b lev det a f den største Vigtighed for Scenen som for Kunstneren,
at han fik en a f denne Traditions ypperste Bærere til Veileder.
F red e rik den Tredies Opdragelsesmaxime overfor Peder Schu
macher tog Lindgreen til Rettesnor overfor sin E le v : han vilde
gjøre en stor Kunstner ud a f ham, men gjøre det langsomt, og
først efter flere Aars Instruktion og efter at have udført ad
skillige Drengeroller i „Je a n de F rance“ , „Maskeraden“ , „B a rsel
stuen“ og flere S tykke r fik Phister den
6
. Mai 1825 L o v til at op
træde i en større holbergskRolle, nemligsom „Denpantsatte Bonde
dreng“ — men da var ogsaa Lærerens Anvisning smeltet saaledes
sammen med Lærlingens Naturel og Talent, at Skikkelsens faste
Former og sikkre Holdning paa eengang røbede sin Afstamning
fra den holbergske Overlevering og et rigt Fond a f individuelt
Lune og frisk Intelligens hos Fremstilleren, ikke at tale om et
for hans A lder sjeldent Mesterskab i Bondedialekten. Det var
klart for de K ynd ige, at Skuepladsen i Phister havde vundet en
Holb ergfremstiller a f Rang, om det end først blev Fremtiden
forbeholdt at aabenbare hans eminente Evner i deres fulde Ud
strækning. Denne Fremtid som Holb ergfremstiller vedblev han
at nærme sig med langsomme Skridt, omhyggeligt vogtet for
Overilelse a f sin besindige Mester, hvem Respekten for Holberg
v ar et helligt Dogme. Der gik fem Aar, inden den næste be
tyde lige holbergske Opgave stilledes Phister: Troels i „Barsel
stuen“ , som han gav med en sasdan Gratie i Lunet, en saadan
Blanding a f Troskyldighed og Skalkagtighed og
hvad der
allerede nu var en given Sag hos Phister — en saadan
Sikkerhed i Herredømmet over sine Midler, at han fia nu
a f kunde siges at være designeret som Lindgreens selvskrevne
Afløser i det holbergske Repertoire. Omtrent paa samme Tid
spillede han sin første Henrik-Rolle, Leonards Tjener i „Gert
W estphaler“ , og 18 3 1 bandt han an med Henrik i „Maske
raden“ , den vittigste og mest forslagne a f de holbergske
Domestiker, udrustet med de subtileste Argumenter og det
smidigste Mundlæder, snarraadig og vims, selvbevidst i Følelsen
a f sine Evner, sit Værd og sin Stilling i Huset, sin egen og sin
Herres bedste Ven, men paa samme Tid saa fuldt forstaaende
sin sociale Position og dens Udspring, at nogle a f hans Repliker
i al Korthed tegne et helt lille Livsbillede a f Tjenerstandens