342 / 660
PHISTFR.
331
Koriixen (thi Navnet forbyttes, uden at V ielgeschrey mærker
det), der ledsager den forklædte Leander og staaer ham bi med
den vanskelige Tale om Paafuglen og Skrivetavlen, leverer ham
den R ing , som Fæ tter flyede dem til Jomfruen, skildrer den
mageløse Bogholder, imod hvem han kun er som en Maddik at
regne, og hans
regula Petri
, indtil han er lige ved at blive
fangen i det vanskelige Regnestykke med Strygemaal og Top-
maal og kun frelses ved Pernilles snarraadige Nødraab tilbedste
for den sorte Høne. Kun en lille Pause, og han kommer atter
frem, fuldstændig omskabt som Advokaten, stor, bi ed og tyk i
Mælet, fuld a f alle de Pudserligheder, som hører til Oldfux’s
N atur, men skjulende ham under alle en fagmæssig Ju rists
doktrinaire Formaliteter, overstrømmende a f lærde Citater og
opfindende i samme Nu den spanske Maade at diktere paa, som
gjør et saa stort Indtryk paa V ielgeschrey, at han er lige ved
at blive dens Discipel og Udøver. Saa forsvinder Advokaten,
men kun for strax efter at give Plads for den krybende, under
danige Tydsker, der ikke tør banke paa, „denn das ware allzu
dreist“ , og som saa trods alle Afvisn inger og al Modstand be
gynder at opregne sine utallige Fortjenester som „em gelehrter
Mann“ og „ein Patricius von Geburt“ , der tjener
par Honneur
„und um die biosse K o s t“ . Det Beundringsværdige ved disse
Sk ikkelser ligger ikke blot i den vidunderlige Overgang, den
dybe K lø ft, som skiller Figurerne fra hinanden, og som næsten
gjør det ubegribeligt, at det er det samme Menneske, v i se for
os i Advokatens vide Silkekappe under den sorte A llongeparyk
og i den luvslidte blaagraa Dragt med det aldeles ubestemmelige
Sn it og de korte Æ rmer, den svære Thingstud og den forsultne
Eventyrer. Fø lger man Træk for Træk, hvorledes hver enkelt
R ep lik b liver gjeng ivet, saa kan man kun staa beundrende
overfor den fuldendte Kunstner, som har udfoldet alt sit laten t
og ikke agtet noget eneste lille Punkt for ringe til at hel ige
det s in ' Opmærksomhed og tage det med. Hvorledes bliver
f. Ex. den i sig selv monotone, men med en saa mage øs
og aldrig svigtende Tungefærdighed fremsagte Remse over
Universiteterne ikke moduleret og varieret! Naar han kommer
til „F rank fu rt an der Oder“ og lægger det stærke E ftertry
netop paa „an der Oder“ , eller naar han efter en lille Strøm af