340 / 660
329
aflagt Faneed i en bestemt Sags Tjeneste, er Oldfux den leiede
Landsknægt, der lige glad tjener det ene Parti idag og det
modsatte imorgen. Denne Nuance lod P liister eiheller upaaagtet
i sin mesterlige Fremstilling a f Gavtyven, ved Siden a f Jepp e
den beundringsværdigste Skikkelse, hans vidtstrakte Holberg-
galleri har at opvise. C. St. A. B ille har i et Foredrag op
bevaret B illed et af Phisters Oldfux i nogle a f dets væsenligste
T ræ k ; det er fra en noget senere T id end den her omtalte
ligesom de omstaaende Kostumebilleder — men Rosenkilde
var dog allerede 1843 Y ielgeschrey og F ru Phister (Jfr. Petersen)
Pern ille, medens 1850 Mad. Sødring afløste Mad. W insløw som
Magdelone. „Dersom man i Korthed — hedder det i E oredraget
vilde give en Mand, der aldrig havde hørt Tale om Phister, en
Forestilling om hans Evner, kunstneriske Eiendommelighed og
Spillemaade, saa veed jeg ikke nogen Rolle, foran hvilken man
hellere maatte stille ham, end denne Oldfux. Saaledes som „Den
Stundesløsefl spilledes paa Theatret, da gamle Rosenkilde, Phister,
F ru Sødring og F ru Phister udførte Hovedrollerne, er neppe
nogensinde et holbergsk Stykke blevet spillet, og je g skulde
tro, at heller ikke Fremtiden vil naa denne Fuldendthed, hvor-
meget man end tør haabe, at Traditionen fia disse foitiæffelige
Kunstnere vil kunne fortsættes og komme E ftertiden tilgode.
Oldfux begynder som en farveløs, næsten neutral Skikkelse,
som et endnu ikke formet Stof, man aner kun dunkelt, hvad
der skal kunne komme ud deraf; hvor han lægger Raad op me
Pern ille, er Pernille den Overlegne, og halvt fornærmet trækker
han sig ligesom tilbage, da han ikke seer, at der kan b ive
B ru g for hans ringe E vn er; med lunefuld Tilfredshed horer han
imidlertid, at der v il blive mangfoldig B rug for ham at han
skal agere først en Pedant, saa en Lakai, derpaa en Advo a ,
og idet hans Y in ger voxe med Opgaven, føier han endnu en
F igu r til a f sin egen Invention, den, som slaaer Hovedet paa
Sømmet, den mageløse Tydsker. Man erindre sig nu Phister i
den karakterløse Skikkelse, hvori han første Gang viser sig,
graa og uanseelig i Dragt, med det opkæmmede Haar den li e
P isk , det rolige Ansigt, i hvilket kun de spillende Ørne lade
ane den rige Skat af Skj elmsstykker og Skalkagtighed. Saa
kommer Pedanten, den uanseelige Jonas Andersen e ei onas