346 / 660
835
To Skuespilroller a f det klassiske Repertoire fortjene
at nævnes for sig selv som særlige Høidepunkter a f Pliisters
komiske Kun st: Moliéres Scapin i „Skalkestykkerne“ og hans
Sganarel i „Don Ju a n “ . „Scapins Skalkestykker“ havde ikke
været spillet i fireogtresindstyve Aar, da det ved en Sommer
forestilling den 1 1 . Ju n i 18 4 1 kom frem i en ny Oversættelse og
med Phister i Titelrollen. Det havde indtil da oplevet treog
tyve Opførelser — nu har det i de siden den Tid forløbne halv
hundrede A ar faaet yderligere over halvandethundrede Fo re
stillinger at se tilbage paa.
Denne Gjenfødelse skyldes
udelukkende Phisters uforlignelige Scapin, hvis Tradition er
bleven fortsat a f hans yngre E le v : en dramatisk Ydelse saa
fuld a f Gratie og Lune, L iv og Lystighed, ligesaa sikkert ud
kastet som gjennemført og fyld t med en saadan peisonlig
Festivitas, at Molieres egen Scene ikke v il kunne overtræffe
den. Ogsaa „Don Ju a n “ blev efter en mangeaarig Hvile og i
en ny Oversættelse gjenoptagen efter Skuespillernes eget In itiativ
ved en Sommerforestilling den 15. Ju n i 1844 og gik derfra over
paa det ordinaire Repertoire, efterat have givet M. Wiehe
som Don Ju a n og Phister som Sganarel Leilighed til at vise
sig paa det høieste Trin af, hvad danske Skuespilkunst har
kunnet yde. F r a den første Monolog med dens filosofiske
Betragtn inger over Snustobakkens Væsen og Egenskaber til
Stykkets Slutningsreplik, hvor Sganarel klager sin Nød, fordi
hans tilgodehavende Løn er gaaet fløiten med samt hans Herre,
var denne Tjenerskikkelse et sprudlende Væld af Humor, Molieres
Kom ik i den fuldkomneste Legem liggjørelse. Denne Rolle har
været forsvunden fra Scenen i de sidste femogtyve Aar, skjøndt
Opgaven skulde synes baade at maatte friste og at ligge foi
Phisters E fterfølger.
.
Som alle Kom ikere har Phister havt en Drift i sig til
at betræde ogsaa det F e lt a f Karaktermaleriet, hvor et rørende
eller naivt Element er om ikke fremherskende, saa dog saaledes
iblandet det Kom iske, at Fremstillingen maa virke med væsen ig
andre Midler end de sædvanlige. F o r en Kunstner med saa
eminente Evn er maatte Forsøget være lokkende, og “ ls^ k1^
1
Ordets almindelige Forstand kunde det aldrig, selv om n ry
ikke b lev helt ublandet. Roller a f denne A rt havde han f. E x .(