348 / 660
EOERSOM.
337
Han var født den 7. August 1794 i Odense, hvor hans Fader
som Organist ved St. Knuds K irke og Sanglærer ved Kathedral-
skolen i høi Grad havde fremmet de musikalske Interesser i B yen
og komponeret adskillige fortjenstfulde Leilighedsarbeider.
Christen Foersom blev i en ung Alder Sk river paa Amtmandens
Kon to r, men lagde ved Privatforestillinger et saa udpræget
Skuespillertalent for Dagen, at Prins Christian paa Anbefaling
a f en a f Odenses Smagsautoriteter, Avisudgiveren Iversen,
skaffede den syvogtyveaarige unge Mand Tilladelse til at optræde
paa det kongelige Theater. Debuten forløb meget heldigt, og
det b lev strax Direktionen k lart, at Foersom sad inde med
store E vn e r for Kunsten. Han var meget blond, havde et stort
Ansigt med et bevægeligt Minespil og modtageligt for de høist
forskjellige U d tryk , som den med stor Kyndighed anbragte
Maskering kunde give det. Ligeledes var hans i Ungdommen
meget spinkle — senere noget korpulente — F igu r skikket til
at bøie og forme sig i Holdning og Gang efter de K rav, Pollen
stillede. Hans Stemme havde baade i Tale og Sang en stærk
Bask lang, men tillige en saadan Smidighed, at den en hel Aften
igjennem kunde lægges op i et høiere Leie, uden at tabe sin
E ga lite t og Nuanceringsevne. Hans Udtale var klar og tydelig,
men beholdt altid en Mindelse om hans fynske Udspring.
Stærkere end paa Soenen yttrede denne Accent sig, naar han i
P rivatlivet opvartede Vinstuens lyttende Publikum med en af
de extravagante Løgnehistorier, som han var en Mestel i at
opfinde og gjenfortælle med det tørreste Lune og den usvigeligste
Paalidelighed, en burlesk Genre, som ikke mindre end hans
sceniske Frem stillinger vidnede om hans levende Fantasi.
Det var Fan tasien , som var den bærende aandelige
K ra ft i Foersoms Kunst. En sammenhængende Karaktertegning
a f større Udstrækning havde han ondt ved at gjennemføre;
derfor var hans Herman von Brernen i „Kandestøberen“ uden
F riskhed og indre Liv, medens hans Lune tog frodig Xvæxt i
mindre holbergske Koiler, saasom Richard Børstenbinder i den
samme Komedie, Prins Paris i „U lysses , Peder Eriksen i
„Den Stundesløse“ , Jeronimus i „Den honnette Ambition“ og
„Det lykkelige Skibbrud“ , Ephraim i „Abracadabra“ o. fl. Det
kan næsten siges, at jo færre Lin ier Forfatteren havde uranet,
22