354 / 660
342
DET KONGELIGE THEATED
1825—49.
officererne aabnede et Dansekursus, og her nød den lille Johanne
sin første Undervisning i Terpsichores Kunst, for hvilken hun
røbede saa udprægede Anlæg, at Læ reren snart benyttede det
sexaars B arn som en S lags Medhjælp i Timerne. 1820 vendte
Regimentet og med det Mad. Påtges tilbage til Hovedstaden,
Johanne fortsatte sin koreografiske Uddannelse i Theatrets
Danseskole, avancerede hurtigt op blandt de fremmeligste
E lever, fik sin Fan tasi fyld t med brogede Ind tryk fra B a lle t
prøverne, men g ik med Hensyn ti] al anden Uddannelse omtrent
for Lud og koldt Vand, saa at hun med Vanskelighed kunde
læse og skrive og havde, paavirket a f Forældrenes T yd ske og
Aalborgtidens Jy d s k e , en meget mangelfuld Udtale a f det
danske Sprog. Denne Mangel fik hun dog tidligt selv Øre for
og arbeidede med stor Agtpaagivenhed paa at afhjæ lpe den.
Hvor fuldkomment dette lykkedes hende, skulde allerede den
nærmeste Fremtid vise. Foreløb igt var hun Danseskolens mest
lovende E le v ; opvakt og lærenem var hun som F aa , om end
stille og tilbageholden i sit Væsen, og saavel hendes naturlige
Lethed og Ynde som Ansigtsudtrykkets dramatiske L iv , der ved
L in iesp illet om Munden og Glansen i de dybe Øine gjenspeilede
enhver indre Stemning, syntes at forudbestemme hende til en
høi R ang baade i Dansekunstens Tekn ik og paa dens mimiske
Omraade. Hun var knap et P a r Maaneder over elleve A a r
gammel, da hun sammen med en anden talentfuld E lev, den
senere saa berømte Mad. Kretzmer, udførte den ene a f Hoved
rollerne i Galeottis B a lle t „Bjergbøndernes B ø rn “ (S. 258), og
saa afgjort var hendes Succes, at der i den følgende Saison blev
komponeret Partier for hende i tre nye Divertissementer a f
Solodanserne Larcher og Funck. I en Komposition a f Sidstnævnte
dansede hun lille Ju leaften 18 24 , altsaa lidt over tolv A ar
gammel, en Solo, som hun i sine Livserindringer kalder sin
„første Debut for Publikum “ .
Allerede forinden var hun dog bleven draget frem a f
Dansebørnenes F lo k som den, hvem man med T ryghed kunde
betro en Talerolie, thi da Oehlenschlågers „Correggio “ den 14. Mai
1S 2 3 blev gjenoptaget paa Repertoiret, spillede hun Giovanni,
saa at altsaa hendes egentlige Debut faldt indenfor den Kun st
genre, det reciterende Skuespil, i hvilken hun snart skulde bryde