344
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
Indignation Lu ft, fordi han er saa lidet diskret angaaende sit
Forhold til hende, at dette endog er blevet Emne for en dramatisk
Scene, som man har opført paa et Deklamatorium: „og de To,
som spillede os, skal have lignet os saa livagtig, at Enhver
kunde tage og føle paa, at det skulde være os; tænk bare, at
han, som forestilte Dig, er en gammel K a rl, der hedder Rosen
k ilde; han havde maiet sig saadan ud, at han saae ud som en
Skoledreng. Patter Du den hele grænseløse U lykke a f at blive
indført paa Theatret saaledes som man staaer og gaaer i det
hæderlige H ve rd ag sliv ?“ A t „Aprilsnarrene“ seirrigt overvandt
den Misstemning, der baade i æsthetiske o g i mere jevn t borgerlige
K red se var vak t mod den nye V audeville ved R yg te t om dens
pietetløse Satire over et saa fredhelligt Omraade som det
private Undervisningsvæsen, skyldtes først og fremmest den unge
Debutantinde. E n stor Del a f Publikum var mødt i den be
stemte Hensigt at demonstrere mod Forfatterens Fripostighed,
og Resten sad i spændt Forventn ing om, hvorledes Oppositionen
vilde føre sin S ag og hvilket Udfald dens Protest vilde faae.
E n afgjørende Vending i den kritisk iagttagende Situation
indtraadte, da Trine R ar, hvis hele Fremtræden allerede havde
vak t Sympathi, naaede til Sangen „D er er i Himlen en Dreng
saa smuk ;“ det barnligt Yndefulde i det Skjelmeri, hvormed den
blev foredraget, og den Følelse, som kom tilorde igjennem den,
henrev Tilskuerpladsen til et lydeligt B ifald , der brød frem med
forøget K ra ft, da Trine traadte hen for Lamperækken for at
synge Vaudevillens Slutningsvers. Den endnu ikke fjortenaarige
Fremstillerinde levede i sine Tanker og Drømme saa fjern t fra
den V irkelighed, der omgav hende, at det først efter flere Op
førelser g ik op for hende, at det B ifald , S tykket vandt, for en
Del skyldtes hende.
Des klarere stod det strax for J . L . Heiberg, hvilke
usædvanlige E vn e r den unge P ige var i Besiddelse af. „Den
flyvende P o sts“ K ritik forudsagde hendes vordende Betydn ing
for Scenen og blev hende en kynd ig Protektor. A llerede i
Janu a r 1827 hed det i Anledning a f hendes Frem sigelse a f det
blodige Barn s faa Ord i „Macbeth“ , at „dersom vort Theater
kjendte sin egen Fo rde l saa godt som mangt et udenlandsk,
saa vilde denne unge Skuespillerinde allerede være en Guldmine