361 / 660
348
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
intelligent. L iv , som hendes kunstneriske Naturel var, udarbeidedes
de medfødte E vn e r med den største Agtpaagivenhed, og hendes
Forraad a f de i hver given Anledning mest prægnante V irk e
midler syntes uudtømmeligt: i Replikens gnistrende L y n , i
Pausens velberegnede Kunst, i Mimikens talende Spil, i Øiets
Skjelm eri eller Vemod, i Holdning som i Paaklædning var hun
som ny i enhver ny Rolle, hun udførte, og dog bestandig den
uforlignelige Skuespillerinde, hvis Medvirkning gjorde det Hele
fuldendt. F o r den danske Skuespildigtning b lev hun a f eminent
Betydn ing, som Fortolkerinde a f det G ivne og som Impuls til
det Nye. T il det heibergske Repertoire, som allerede er blevet
nævnet i det Foregaaende, maa endnu føies Prinsesse Isabella i
L y stsp illet a f samme Navn, L ise i „K jø g e Huskors“ , Ju lie tte i
„De Danske i P a ris“ , Marie i „A lfe rn e “ , Sophie i „N e i“ , F a ta
Morgana, Em ilie i „Em ilies H jertebanken“ , Anna i „S yv so v e r
d ag “ og Jud ith a i „V a lg e rd a “ . F o r Henrik Hertz b lev hun den
inspirerende Muse. „G jengangerbrevenes“ Forfatter knyttedes
tidligt til den heibergske K red s og var vel den a f Vennerne,
der, indtil Heibergs Død, var mest indlevet i den. Hans
Beundring for Husets F ru e havde Karak teren a f en ridderlig
Hyldest, og som denne har sat sit Mærke i hans sommervarme
Hirschholmdigte med deres L y rik s fine og sarte Vemodsstemning,
saaledes har den ogsaa været medvirkende til Frembringelsen
a f den Række rigt varierede Kvindeskikkelser, som indtage
Hovedpladsen i Hertz’s dramatiske Digtning.
Der var den
skj elmske, a f L iv sly st sprudlende Lotte i „Amors Gen istreger“ ,
den stemningsfuldt bevægede Petrine i „Den eneste F e il“ , den
kjøbenhavnsk overfladiske Petrea i „Debatten i Politivennen“ , den
barn ligfriske, ved sin troskyldige Naturlighed indtagende Antonie
i „Sparekassen “ , den dæmonisk lidenskabelige Ragnh ild i „Svend
Dyrings Hu s“ , den intelligent overlegne, skj elmske Lou ise i
„Indkvarteringen “ , den paa romantisk Grund omplantede Agnes-
skikkelse Amanda i Fem akts-Lystsp illet a f dette Navn, Jo lan the
i „K on g Renés D a tter“ og den glimrende Titelrolle i „Ninon“ .
Enkelte a f disse R o llers P syko logi har F ru Heiberg gjort Rede
for, hvor hun i sine E rindringer omtaler sin Udførelse a f dem.
Det er vanskeligt at sige, i hvilken ,a f dem' hun gjorde størst
V irkn ing , om Ragnh ilds E lskov sve var beundringsværdigere