365 / 660
352
DET KONGELIGE THEATEE 1825—49.
Naturligvis tyede ogsaa de andre danske Forfattere,
som skrev for Theatret, til Fru Heibergs smidige Fremstillings
kunst som Støtte for deres Arbeider. I „En Bryllupsdags
Fataliteter“ af Overskou udførte hun med uforlignelig Finhed
og spillende Lune Amalies Bolle. I Andersens „Mulatten“ var
Cecilie skreven for hende, og trods sin Afsky for Skikkelsens
og Stykkets hule Lyrik gav hun Figuren et saadant Liv, at
Publikum troede, hun var særligt begeistret af den; men da
Digteren kort efter vilde have hende til at overtage Hoved
rollen i „Maurerpigen“, der ligeledes var beregnet paa hende,
afslog hun det til Andersens store Fortvivlelse og bragte hans
lidenskabelige Forfængelighed til et barnagtigt Udbrud, der for
en Tid affødte et kjøligt Forhold mellem Digteren og Skue
spillerinden; i hans romantiske Drama „Kongen drømmer“ overtog
hun dog Dyvekes Bolle og var i „Den nye Barselstue“ en
udmærket Christine med Sikkerhed og Saft i de sarkastiske
Bepliker. I Paludan-Midlers „Fyrste og Page“ havde hun som
Pagen den interessante Opgave at spille en mandlig Elskerrolle,
en erotisk betagen Yngling, medens hun som Frederikke i det
kvikke Lystspil
„ Romeo e Griuliettau
blot skulde forestille en for
Intrigens Skyld som Mandfolk omklædt ung Pige; begge
Opgaver løstes med overlegen Kunst og den fuldeste Virkning.
Titelrollen i Carl Borgaards „Undine“ gav hende Ledighed til
en Fremstilling af mærkelig fantastisk Kraft, det sjælløse Natur
væsens gradvise Fremgang til Bevidsthed og personligt Liv
med Fryd og Sorg, medens hun som Modsætning hertil i det
anonyme Skuespil „Trolddom“ stilledes ind i et historisk Milieu,
efter hvis Grundfarve Karines Sjæleliv maatte stemmes. En
med alskens Knaldsats ladet Effektfigur som Giovannina i Holsts
„Gioacchino“ bar hun, trods indre Ulyst, frem med en Aplomb,
som sikkrede Stykkets Lykke, medens hun henrev ved skjelmsk
og yndefuld Naturlighed som Johanne i „Eventyr paa Fodreisen“ .
I sine egne Smaastykker „En Søndag paa Amager“ og „Abe
katten“ gjorde hun Furore som Lisbeth og Margrethe.
Med vor dramatiske Litteraturs to Hovedforfattere kom
Fru Heibergs Kunst kun i periferisk Berøring. Som tretten-
aarig spillede hun Drengen i Holbergs „Politiske Kandestøber“
og udførte derefter Dorthe Knapmagers i „Barselstuen“ ,