367 / 660
3 5 4
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
For de brede Linier, den svulmende Pathos i Oehlen-
schlagers Tragedier var Fru Heibergs funklende Kunst ikke det
rette Organ; hun indrømmer, at medens Lystspillet, Eventyr
komedien, det lyriske Drama og Vaudevillen var hende som en
Leg, kunde der i tragiske Poller fattes hende „en vis Tyngde,
nogen om jeg saa maa sige symmetrisk Storhed, en vis
stereotyp Ro i Minespillet, som mit bevægelige Fysiognomi
havde ondt ved at bevare, en vis ædel Monotoni i Plastiken, i
Gang og Holdning.“ Digteren vilde dog, som man let kan
tænke sig, nødig undvære hendes Medvirkning og skrev da 1836
Lystspillet „Den lille Skuespiller“ , i hvilket hun udførte den
syttenaarige Galning Fr. Ludw. Schroder til Digterens og Publi
kums fulde Tilfredshed, uden at dog denne fremragende Præ
station kunde holde Stykket paa Repertoiret. Bedre Held havde
han, da han lagde en tragisk Rolle tilrette for hende og i dette
Øiemed lempede sin Stil efter de Fordringer til det Interes
sante, som Fru Heibergs Kunst stillede: Tragedien „Dina“ , 1842,
blev en Succes som ingen af dem, han hidtil havde oplevet, og
gik alene i den første Saison fjorten Gange. Hovedfiguren
skyldes udelukkende Digterens Fantasi og har intet med Histo
rien at gjøre; men just derfor har han kunnet gjennemvæve sin
Karaktertegning med en Række pikante Træk, som vare bereg
nede paa Fremstillerindens Naturel og Kunst, og som det paa
en beundringsværdig Maade lykkedes hende at forene til en
sammenhængende, levende Personlighed. Aldrig havde Enthou-
siasmen for Fru Heiberg havt saa høi en Bølgegang som efter
hendes Udførelse af Dina, og paa den syvende Aften gav den
sig Luft i den usædvanlige Demonstration, at hun blev trukken
hjem fra Theatret. „Da Stykket var forbi og jeg var omklædt,“
fortæller hun, „gik jeg ned i min Vogn for at kjøre hjem. Da
Vognen var kommen udenfor Theaterporten, saae jeg til min
Forundring, at hele Torvet var fuldt af Mennesker, der, saasnart
de saae Vognen, raabte: Fru Heiberg leve! og dette gjentog sig
ideligt til henimod Bredgaden; da standsede Vognen, jeg troede,
fordi den ikke kunde komme frem for Mennesker, Karetdøren
blev aabnet, og en ubekjendt Herre spurgte: om jeg havde
noget imod, at man trak mig hjem? Jeg bad indstændigt, at
man vilde lade det være, og Vognen fortsatte sin Kjørsel, idet