372 / 660
FRU HEIBERG.
3 5 9
Man vil overhovedet have ondt ved at finde en
Maalestok for den Beundring og Tilbedelse, der blev Fru
Heiberg tildel, medens hun befandt sig i sin Kunsts Op
gang og paa Middagshøiden af sit Talent. „Med Rette eller
Urette,“ fortæller hun om sig selv allerede fra Begyndelsen
af Trediverne,
„valgte Publi
kum imellem de
ikke Faa, som
Theatret for
Øieblikket var
i Besiddelse af,
m ig som sin
særlige Yndling,
og denne Yn
dest gik over
til en Art For
gudelse ,
som
ofte ængstede
mig selv. Bi
fald paa Sce
nen saavelsom
Digte og Blom
ster, der sendtes
til min Bolig,
endvidere Gaver
og halvt for
rykte Kjærlig
hedsbreve hørte
til Dagens Or
den. Viste jeg
mig paa Gader og Stræder, forfulgte man mig for at faae
et Glimt af mig at se. Høie og Lave søgte paa alle Maader at
komme i Berøring med mig. Man efterabede mig ikke alene
paa Theatret, men i Livet. Det Snit, mine Klæder, mit Haar
havde, vilde man ogsaa have, og en Sværm af kvindelige Efter
abere gjorde sig latterlige ved uden mindste Kritik at efterligne
mig. Man tro ikke, at jeg nu nedskriver dette med nogensom
J o h a n n e L u i s e H e i b e r g .
Efter D. Monies’ Maleri.