374 / 660
KIRCHHEINER.
3 6 1
var han forlegen og ufri, naar han stod paa Scenen, hans Ansigt
savnede Udtryk for den rolige Følelse, og Talestemmen havde
den militaire Kommandos Styrke, men tillige dens stakkaterede
Haardhed. At disse Feil endog skulde forvandles til Fortrin,
da Kirchheiner senere fandt sit rette Rollefag, lod sig ikke ane
af hans Debut som Girolamo i Paërs „Agnese“ den 1. Septem
ber 1823; Partiet gav ham kun liden Ledighed til at vise
Stemmens ægte Tenorklang og var ogsaa i andre Henseender
utaknemligt. I den følgende Maaned fik han sin anden Debut
som Aimar i „Røver-
borgen“ , og her aaben-
barede Røsten sig i sin
fulde Skjønhed og Glans,
medens hans Spil som
Elsker endnu havde alle
Begynderens Mangler,
der traadte
dobbelt
tydeligt frem ved Siden
af en Elskerinde som
Mad. Wexschall. Som
Georges Brown i „Den
hvide Dame“ blev hans
mditaire Aplomb ham
en god Støtte; hans
Optræden var mandig
og fri, hans Spøg let
ogkjæk, hans Stemning
varm og hans Sang saa
bedaarende skjøn, at han med denne Rolle — 30. Oktbi. 1826
— i et Nu erobrede sig Plads som den bedste fienoi i den ild
fulde ungdommelige Genre, Theatret hidtil havde kjendt. Men
endnu fortræffeligere viste Kirchheiner sig at væie i Roller,
hvor Ildfuldheden skulde stige til Lidenskab, hvor Heftighed,
Trods, Begeistring og kraftfuldt Heltevæsen skulde udtrykkes
gjennem den fremstillede Personlighed; i saadanne Partiel støt
tedes hans Naturel af hans mandige Ydre, og som uovergaaede
Præstationer af denne Art nævnedes endnu længe eftei hans
Bortgang fra Scenen hans Masaniello i „Den Stumme , hans Fia
K i r c h l i e i n e r .
Tegnet af N. Simonsen.