380 / 660
MAD. HOLST.
3 6 7
hedde) som denne nordiske Elskerinde og stiller det frem som
en Illustration til sin Tanke: „Da hun stod der i første Scene,
hvor Signe mødes med Hagbarth, stod der med de lange gule
Lokker, iført den simple Kjæmpevise-Dragt, stod der med de
nedslagne Øine i ubevægelig Ro, som en levende Marmorstøtte,
bag hvilken man dog fornemmer Pigehjertets Banken, stod der
med de rolige, ubevægelige Kinder og den tætsluttende Mund,
med de symmetrisk hængende Arme, det lidt foroverbøiede Hoved,
da forstod man, at Sproget har Udtrykket: o ph ø i e t Ro; men
at dette Udtryk „ophøiet“
ikke lader sig overføre
paa
Uro. Ifald Elise
Holst ikke havde været i
Besiddelse af dette stille,
regelmæssige,
skulptur-
agtige Ydre, vilde hendes
Signe aldrig have for-
maaet .at gjøre den Virk
ning paa Tilskuerne, som
den gjorde.“
I April 1834 blev den
toogtyveaarige Jfr. Heger
gift med den unge Skue
spiller Vilhelm Holst, og
for Elsker- og Elskerinde-
faget blev dette Kunst-
o
nerpar i en Række Aar,
trods betydelig Forskjel i Naturel og kunstnerisk Udtryksmaade,
af lige fremragende Værd og nød den samme stærke Paaskjøn-
nelse fra Publikums Side. I det oehlenschlagerske Repertoire
blev Mad. Holst den skjønne Legemliggjørelse af Digterens
blide, blonde nordiske Kvinde som Ingeborg i „Dronning Mai-
gareta“ og Thuride i „Landet fundet og forsvundet , men hun
spillede desuden den græske Daphne i „Sokrates“ og den østerland
ske Gulnare i „Aladdin“ , begge med en Betoning af den kydske
Jomfruelighed, som saae bort fra Lokalfarven, men henrev ved
sin sublime Skjønhed. I „Alferne“ var hun en imponerende
Coronata, den'milde Fedronning med Dianas antike Høihed i
M a d . H o l s t , f. H e g e r .