381 / 660
368
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
Ansigtstræk og Holdning, og da „Svend Dyrings Hus“ skulde
besættes, kunde der ikke være noget Øiebliks Tvivl om, at ved
Siden af det dæmonisk Mørke i Fru Heibergs Ragnhild vilde
ingen Modsætning være virksommere end Mad. Holsts lyse
Uskyld i Regisses Rolle. Om hendes Udførelse vidner den
Førstnævnte, at hun „gjengav Regisse saaledes, som vist neppe
Nogen efter hende vil kunne gjengive denne yndige kvindelige
Skikkelse. Saalænge man erindrer hende, kan ingen anden
Skuespillerinde gjøre Virkning heri, det er umuligt; thi det kan
gaa med en Rolle som med et virkeligt Menneske: ingen Anden
kan sættes i dets Sted og blive den Samme; og hun f r ems t i l
l ede ikke Regisse, hun va r Regisse — hvor dette kan siges,
er det den største Roes for en Skuespillerinde.“ En anden
høitbeundret Rolle i et dansk Digterværk havde Mad. Holst
som Championetta i „Kjærlighed ved Hoffet.“ I det fremmede
Repertoire vakte hun almindelig Beundring som Cecile i „Badet
i Dieppe“ og Gabrielle i „Gabrielle de Belle-Isle.“
Hendes Ægtefælle V i l h e l m Conr ad Ho l s t , født den
2. Januar 1807, gik til Theatret i en Alder af enogtyve Aar.
Som Dreng havde han været bestemt til Studeringerne, men
allerede inden sin Konfirmation gav han efter for sin Lyst til
Søen og tumlede sig i de følgende Aar paa lange Farter til
Frankrig, Italien og Kina. Som en kjøn og kjæk Tyveaarsgut
kom han tilbage til Kjøbenhavn for at tage Styrmandsexamen,
men da man der fortalte ham, at hans Ydre sikkert vilde aabne
Scenens Porte for ham, og at en ung Elsker var en sjelden
Fugl, som man just dengang var stærkt opsat paa at indfange,
skiftede han Bestemmelse og meldte sig ved Theatret. Hans
Debut fandt Sted den 14. November 1828 i „Preciosa“ , hvor
hans ildfulde Spil som Alonzo, hans havfriske Freidighed, kjønne
Udvortes og velklingende Talestemme strax vandt Publikum for
ham og lovede Theatret en lyrisk Elsker med usædvanlige
legemlige og aandelige Betingelser for Faget. Nogle Uger efter
viste han som Grønberg i „Hvilken af dem er Bruden?“ , at han
ogsaa i det borgerlige Lystspil og i borgerlige Klæder raadede
over en vindende Tækkelighed i Optræden, en smittende Munter
hed og Bonhommie. Denne saa usædvanlig heldigt begyndte