387 / 660
374
DET KONGELIGE THEATER 1825—49.
og uden videre Ceremonier sendt bort — med Undtagelse at
Chr. Hansen. Hans kjønne Ansigt og ungdommelige Skikkelse
havde fanget Sibonis Øie, og efterat han havde prøvet hans
Stemme, fandt han dens bløde Metal saa sympathetisk i Klangen,
at han tilbød ham privat Undervisning, indtil der maatte blive
en Plads ledig i Konservatoriet. Overfor denne Velvillie, der
aabnede ham Døren til det forjættede Land, faldt det haardt for
en begeistret Kunstnernovice at maatte tilstaa, at han var mødt
til Prøven uden sine Forældres Tilladelse i Haab om, at den
strax skulde skaffe ham et Levebrød, og at man i Hjemmet
havde ganske andre Planer med ham: han skulde være Sko
mager. „Skomakere!“ udbrød Siboni indigneret. „Tu hikke
blive Skomakere. Tu blive stor Sankere.“ Hansen tvivlede
paa, at Forældrene vilde give deres Samtykke til denne For
andring af Livsbane, men Syngemesteren svoer paa, at det skulde
han nok sætte igjennem, han vilde selv tale med hans Fader og
Moder. Og virkelig, en skjøn Dag traadte den smukke, statelige
og fornemme Personlighed ind i Beværtningen paa Toldbod-
veien og forlangte at faae Madam Hansen i Tale. „Si aben en
Sohn, an blive Sankere!“ begyndte han Forhandlingerne. „Nei,
han skal være Skomager!“ var Moderens Svar. Og nu begyndte
der en grotesk Skjændeduet mellem den hidsige Italiener, der
paa sit Miskmask af forskjellige Sprog vilde vindicere det unge
Menneske for Kunsten, og den kjøbenhavnske Madame, der ikke
mindre hidsigt og paa bredt Dansk lod ham forstaa, at han ikke
havde noget at sige over andre Folks Børn. De slog i Bordet
for hinanden, og tilsidst blev Italieneren saa desperat, at han
vilde tage Chr. Hansen med sig med det Samme og være ham
baade i Faders og Moders Sted.
Stormen lagde sig dog, da man havde faaet Tid til at
tænke sig om, og Stridens Æble faldt i Konservatoriets Skjød.
Her gjorde den livsglade unge Elev alle de Vildskaber og
Kaadheder med, der hørte til Dagens Tone ved dette just ikke
for sine mønsterværdige Sæder bekjendte Institut, men han
gjorde tillige betydelige Fremskridt i sin Kunst og var baade
ved Talent og Arbeidslethed blandt de mest fremragende Elever,
især i Musik, hvori han havde J. P. E. Hartmann til Lærer, og
i Sang, hvori Siboni gav ham omhyggelig Undervisning, paa