389 / 660
876
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
Hansen som et Surrogat, der muligt kunde gjøres et Forsøg
med. Marschner fattede en anden Mening om kam, da han
først havde hørt og seet ham, og betroede uden Betænkelighed
Partiet til den fireogtyveaarige unge Mand. Hans Tillid blev
ikke skuffet. Den 13. Mai, da den skjønne Opera begyndte sin
Triumfgang over vor Scene, blev ogsaa Christian Hansens
kunstneriske Fødselsdag. Rollen klædte ham udmærket, baade
for dens sværmeriske og for dens lidenskabelige Elementer
havde han fundet det rette Udtryk, og skjøndt det Lyse var
hans Naturs Kjendemærke, kom den urolige Bjergaands mørke
Tungsind fuldt til sin Ret i Hansens Fremstilling. Dertil kom,
som det Yæsenligste, hans overraskende skjønne Udførelse af
det Musikalske. Stemmen var baade kraftig og blød, men det
var især ved et ubeskriveligt følelsesfuldt og smeltende Timbre
at den sang sig ind i Alles Hjerter og gjorde sin Indehaver til
Aftenens Helt og fra nu af til en af Operascenens vigtigste
Støtter. Efter Marschners udtrykkelige Ønske sang han Aaret
efter Marchesens Parti i „Slottet ved Ætna“ . ligesom han efter
Kirchheiner, hvis Repertoire for en stor Del tilfaldt ham, over
tog Bois-Guilbert i den samme Komponists „Tempelherren og
Jødinden“ . 1839 blev han kongelig Skuespiller og skabte blandt
andre Operaroller sin herlige, mandigt faste og varmt følende
Vilhelm Tell, den lunerige Falskmøntner Rebolledo i „Kron
juvelerne“, den gemytlige, kjække Sømand Lazarillo i Rungs
„En Bolero“, Hertugen af Nevers i „Hugenotterne“ og Peter
den Store i „Czar og Tømmermand“ . En særlig fremragende
Plads i Chr. Hansens Kunst indtager hans Sverkel i „Liden
Kirsten“ ; den Kjæmpevisens romantiske Tone, som klinger
gjennem Text og Musik, fandt sin rette Sangbund i hans Naturel,
og der hvilede over den hjemvendende Ridders Personlighed,
med dens Glæde over atter at være i „sit kjære Danmark“ , en
Stemning saa freidig og frisk, „saa dansk og fager som lysblaa
Kornblomst i Rugens Ager.“ I det ældre Repertoire havde han
Glansroller som Figaro i Mozarts Opera, som Vandbæreren i
„De to Dage“ og fremfor Alt som Don Juan. Kan Forførerens
Rolle muligt gives med mere Gratie, saa vil der dog vanskeligt
kunne lægges mere bedaarende Magt, mere sprudlende Livs
fylde i den, end Chr. Hansen raadede over, og skjøndt han