385 / 660
3 7 2
DET KONGELIGE THEATEE 1825—49.
Simonsen stillede hun nu og da saa høie Krav til Direktionen,
at Buen omsider brast og hendes Afsked blev hende tilstaaet
ved Udgangen af Saisonen 1834—35.
Hendes Fraværelse fra
Scenen blev dog heldigvis ikke af lang Varighed. Allerede i
April 1837 begyndte hun, efterat gjensidig Imødekommenhed
havde bragt de omtvistede Forhold i ønskelig Orden, sin Virksom
hed paany. Desværre blev den ikke at saa lang Varighed, som
hendes Sangs mange og varme Beundrere kunde have ønsket.
En svagelig Helbredstilstand tvang hende til mere og mere at
trække sig ud af Repertoiret; den 20. November 1848 optraadte
hun for sidste Gang som Donna Anna i „Don Juan“ , og allerede
Aaret derpaa, den 3. Mai 1849, døde hun i sin bedste Alder,
tre Aar efter Sønnen Niels Juel Simonsens Fødsel.
Mad. Simonsens Stemme og Sangkunst hørte til det
Brillanteste, vor Opera har havt at opvise; hendes Spil kom
derimod aldrig ud over en vis Tilbageholdenhed eller Ubehjælp
somhed, som hun ikke havde Evne til at overvinde, og som til
en vis Grad maatte skade Virkningen af hendes Fremtræden,
især i Betragtning af Sopranens som oftest indgribende Delag
tighed i Operaens Handling. Medens hendes Plads i det ældre
Musikdrama var given af sig selv, kunne blandt de Partier, hun
skabte herhjemme, følgende fremhæves: Alice i „Robert af Nor
mandiet“ , Adelheid i „Slottet ved JEtna“, Titelrollen i „Ambas-
sadricen“, Elvira i „Puritanerne“ , Angela i „Den sorte Domino“
og Dronningen i „Hugenotterne“ .
J ø r g en Chr i s t i an Hans en var et ægte Kjøbenhavner-
barn, født den 24. Mai 1812 paa Toldbodveien, hvor hans For
ældre drev en lille „Hauge, Keglebane og Beværtning“ , som
havde ganske god Søgning af Almuesmænd og Søfolk. Hos
Stamgjæsterne blandt disse fik den kjønne og livlige Dreng
snart Ry for at være noget af et Vidunderbarn, thi da han
tidligt havde røbet afgjorte musikalske Anlæg og Faderen til
Fremme af disse havde kjøbt ham en Violin, gned Christian
Instrumentet aarie og sent til sit Publikums store Beundring
og under dets lydelige Paaskjønnelse. Det tjener til Faderens
Roes, at han havde Sands for at skaffe sin Søn en regelbunden
Uddannelse af hans Evner, og et heldigt Tilfælde magede det