391 / 660
3 7 8
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
En solid Kraft erhvervede Operaen sig i Lu d v i g F e r
d i nand S ahi er tz, født den 10. Mai 1812, skjøndt hans Debut
som Carill i MDe to Kætter“ (den 21. September 1832) ingen
lunde tydede paa, at den sjeldne Fangst af en god Tenor var
gjort, thi Ængstelsen fik saaledes Magten over den tyveaarige
Debutant, at hans Stemmes gode Egenskaber for Størstedelen
tilsløredes. Tillige var hans sceniske Apparition høist ubetyde
lig, skjøndt hans Ydre var ganske tiltalende. Han var lille af
Skikkelse, men velpropor
tioneret , havde fine An
sigtstræk og et prægtigt
mørkt Haar.
Han be-
traadte imidlertid Scenen
uden al Forberedelse og
var derfor keitet og ube
hjælpsom i sin Fremtræ
den; skjøndt han senere
kom til at høre til de mest
anvendte Sangere og saa
ledes fik god Ledighed til
at erhverve sig Frihed i
Bevægelser og Holdning,
blev det Indtryk, han
gjorde, aldrig af nogen
stærk personlig Karakter,
men smeltede sammen med
den Tenor-Fadhed, der
saa hyppigt kj endetegner
OperaensElskerskikkeiser;
i detkvindelige PublikumsGunst havde han dog en meget høi
Plads. HansStemmemidler
vare særdeles gode, Brysttonerne
af ægte Metal og sikkre i deres høie Leie. Hertil kom, at
Sahlertz var en gjennemmusikalsk Natur, flittig og korrekt, saa
at han i mange Aar blev en paalidelig Støtte for det musikalske '
Drama, uden dog at tage Interessen saaledes fangen, at han
hævedes op i „Stjernernes“ Sfære. Blandt hans bedste Partier
bør fremhæves Dudley i „Festen paa Kenilworth“, Belmonte i
„Bortførelsen af Seraillet“ , George Brown i „Den hvide Dame“,