395 / 660
3 8 2
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
havde en levende Fantasi, slagfærdig Vittighed og megen Sands
for det Komiske, men Karakteren havde en blussende Heftighed
og Selvraadighed, som den mangelfulde Opdragelse ikke havde
formaaet at ave. Hun havde den Forestilling om Ægteskabet,
at dets Lykke for en Del beroede paa, at Mand og Kone
havde samme Virksomhed, og hun besluttede derfor at gaa
til Theatret, ledet af den ikke usædvanlige Misforstaaelse,
at Færdighed i at eftergjøre Stemme og Udtryksmaade er ens
betydende med Skuespillertalent. Hun fik Sangundervisning
af Siboni og fandt en hjælpsom Veninde i Jfr. Jørgensen, og
allerede den 22. December 1832 optraadte Mad. Cha r l o t t e
Ph i ster som Josepha i Kotzebues „Armod og Høimodighed“ ,
det samme Stykke, hvori hendes Fader havde debuteret en
Menneskealder tidligere. Forsøget faldt nogenlunde tarveligt
ud; kun nogle Enkeltheder vandt Paaskjønnelse, det Meste var
Middelgods, uden Spor af den stærke Individualitet, der ellers
traadte frem hos hende. Hendes næste Rolle var i Syngestykket
„Fanchon“ , i hvilket hun haabede at skulle feire en Triumf ved
sine musikalske Midler. Men „selv her var hun nær kommen
tilkort,“ fortæller Faderen; „thi da hun skulde begynde en lille
Arie, glemte hun at falde ind strax og neiede bønligt ned mod
Schall, som førte an. Men han kunde ikke gjøre det om igjen
og rystede paa Hovedet. Nu fattede hun sig, faldt rask ind i
næste Takt og sang sin Arie saa godt, at hun vandt et stor
mende Bifald, der neppe vilde holde op igjen.“ Oehlenschla-
ger tilføier dog, at denne Deltagelse mindre gjaldt Sangerinden
end den folkekjære Digters Datter, og ialfald bevægede den
ikke Direktionen til at ansætte Mad. Phister som Skuespiller
inde; den tilbød at give hende Plads som Elev, hvad hun ikke
vilde indlade sig paa, og da hun henvendte sig direkte til
Frederik den Sjette, svarede han hende, at hvad der i denne
Henseende besluttedes af Mænd, som ifølge deres Embede
maatte være de rette Sagkyndige, vilde han ikke omstøde. Saa
trak hun sig tilbage, og kun lidt over to Aar senere var hendes
stærkt flammende Livslys udbrændt. Efter Fødslen af sin anden
Datter døde hun den 12. Marts 1835. „Jeg besøgte hende
daglig efter Barselsengen,“ fortæller Oehlenschlager i sine Erin
dringer, „og havde dog endnu Haab. Jeg havde just nylig