DenDanskeSkueplads-II

3 5 3

Lucretia i „Hexeri eller blind Allarm“ og Pernille i „Jacob

von Thybo“ . I 1831, da hun stod fast i Publikums Gunst

som en ung Skuespillerinde, af hvem man var vant til at

vente sig noget Interessant i enhver ny Rolle, kom hun

efter sit eget Ønske til at spille Engelke Hattemagers, den

stumme Dame i „Barselstuen“, der piner Barselkvinden ikke

mindre ved sin Taushed end de andre høittalende Besøg ved

deres øredøvende Snaksomhed. Endnu efter sin Overgang til

Skuespillet havde Jfr. Patges udført to serieuse mimiske Roller,

nemlig Fenella i „Den Stumme i Portici“ og Nina i Galeottis

Ballet (S. 258); hun havde vundet stormende Bifald i dem

begge, og Erindringen herom kunde nok give hende Lyst

til ogsaa at forsøge sig i den komiske Mimik, saameget mere

som det var hendes Overbevisning, at Rollen ingenlunde kom

til sin Ret ved som hidtil at udføres af en Figurantinde,

der afleverede de foreskrevne Neininger og derpaa forsvandt.

Johanne Patges satte sig for at motivere disse stumme Kompli

menter, at forklare Figurens Karakter, og hun gjorde dette

ved at udstyre Engelke med en overdreven Undseelse, der

bandt hendes Tunge, skjøndt hun havde den bedste Yillie

til at tale. Denne Kamp mellem Forsæt og Evne, detme

stadigt stigende Forlegenhed, den voxende Følelse af det

Pinlige i Situationen og den i tilsvarende Grad voxende

Mangel paa Mod til at bryde den, medførte et Minespil, en

hel stum Aktion, der stillede Skikkelsen i det klareste Lys

og paa eengang afslørede dens Hensigt for Publikum ikke

mindre end for Skuespillerne, der havde samlet sig i Koulisserne

for at se, hvorledes dette besynderlige Experiment vilde løbe

af. Da Engelke endnu i Døren vendte sig om for at gjøre

et sidste Forsøg paa at overvinde sin Undseelighed og, da ogsaa

dette glippede, skyndsomst reddede sig ved Flugten, ledsagedes

hun af Tilskuerpladsens muntreste Bifald, og der var fra nu af

kun een Mening om, at saaledes burde den lille Rolle spilles.

Senere udførte Fru Heiberg i samme Stykke den ene af Sang

klokkerne og Stine Isenkræmmers, hvis „Franzøske hun tumlede

med en uforlignelig Aplomb. Hendes Storværk i det holbergske

Repertoire, Udførelsen af den Vægelsindede, falder først i det

følgende Tidsrum.