314 / 660
305
lidsfulde Trohjertighed, Oldingens barnlige Sjælsrenhed, faaet
et sandere og stilfærdigere Udtryk paa nogen Scene. „Det
er utroligt“ , hedder det om Udførelsen a f denne Rolle mere
end tyve A a r senere, „med hvor ringe et ydre Apparat
Rosenkilde frembringer den mægtige V irkning som det gamle
Barn, der ved sin enfoldige Hjertelighed udretter mere end
alle de Forstand ige; den lille Scene, hvor Præsten paa sin
m ilde, indtrængende Maade, uden noget Spor a f Pathos i
Stemme eller Miner, foreholder de Sammensvorne deres Skyld,
er noget a f det Skjønneste, man har seet paa et Theater, langt
ophøiet over alle tragiske Monologer, fordi det er sandt og
derfor saa uimodstaaeligt. Og dette er ikke noget Enestaaende;
overalt: i det fattige Hjem, midt under Travlheden hos den
fortræffelige Politiembedsmand, under Spændingen i det af-
gj ørende Moment, er Karakteren den samme; Hjælpeløsheden,
Mildheden, K jærligheden fornegter sig ikke noget Øieblik.“
Rosenkilde var en Mand med en vaagen Intelligens og
en rastløst arbeidende Fantasi, altid sysselsat med at omforme
og videre udvikle, hvad han havde tænkt eller læst, snart kun
for Sk jem t, snart med den alvorligste Hensigt for Øie. Idet
han saaledes stadigt var agtpaiagivende overfor sit indre L iv og
saa at sige uafbrudt beskjæftiget med at bygge videre paa sin
egen Personlighed, b lev hans Subjektivitet mere og mere frem
trædende i hans Kunst, hvor allerede hans stærkt markerede
Y d re gjorde ham let kjendelig under enhver Forklædning.
Ingen a f vore Kunstnere har lagt saameget a f sit E g e t ind i
sine Roller og saalidet taget de ydre Hjælpemidler i sin Tjeneste.
Han nøiedes med en meget let Maskering, for ikke at tilsløre
sit Ansigts livlige Minespil, og hans kloge Øje besad en Vel
talenhed, der tolkede Rollens Indhold ikke mindre tydeligt end
dens Ord; „hvorsomhelst han fæstede sit klare, bestemte B lik ,“
har en Kunstfæ lle sagt om ham, „var det enten en Indledning
eller Slutning paa hans egen Replik eller en Kommentar til,
hvad hans Medspillende havde at foredrage.“ Det var i Ud
seende, Gang og Lader mere eller mindre den samme Personlighed,
man saae i de forskjellige Roller, Rosenkilde udførte, men en
Personlighed, hvis rige Lune og yppige Fantasi paa det Nøieste
og mest Troværdige vidste at træffe Udtrykket for de Sinds-