310 / 660
ROSENKILDE.
301
sig et ligesaa levende som nimodstaaelig komiskt Billede, der
lige til hans Dødsdag vedblev at være en a f Rollebesætningens
stærkest dragende Faktorer. 1835 overtog han Paris i „U lysses
von Ith a c ia “ og skabte ved den absolute Modsætning mellem sit
Y d re og F igu ren s Opgave i den heroiske Handling en fantasi
fuld Bu rleske i fuld Overensstemmelse med Stykkets parodiske
Tendens, en K ilde til ustandselig Munterhed paa Tilskuerpladsen,
især i G jengivelsen a f det erotiske Begjær efter den skjønne
H elene, som endnu dengang udførtes a f en Mandsperson.
Erasmus Montanus, som Rosenkilde havde spillet i henved en
Snes Aar, ombyttede han 1842, da Mantzius skulde debutere i
denne Rolle, med Peer Degn, som var bleven ledig ved R yges
Død. Forsk jellen mellem dennes og hans Efterfølgers Gjen-
givelse betingedes allerede a f deres fysiske Midler; det animalsk
Frodige, det bredt Stupide og urokkeligt Selvtilfredse i R yges
sjællandske Degn var det umuligt for Rosenkilde at forlige med
sin Personlighed; han gik derfor en anden Vei, betonede det
Insinuante og Bondefiffige hos P ee r, hans Næringsvid, hans
hemmelige Nag til og F ry g t for den hjemvendte Student, og
idet han gav disse Karaktertræk et vist nerveust Udtryk, frem
bragte han en ganske anden Totalitet end Ryges, neppe mindre
sand, i alfald ikke mindre morsom og nok saa rig paa malende
Enkeltheder. Endnu i samme Saison — den 4. April 1843
kom Rosenkilde til at spille den holbergske Rolle, som bedst a f
alle laa for hans Naturel, og som han udarbeidede med den dybeste
Sands for dens psykologiske Indhold: Vielgeschrey i „Den
Stundesløse“ . Selv i det snevreste Udvalg a f dansk Skuespil
kunsts Mesterydelser paa den komiske Karaktertegnings Omiaade
Daaa C. N. Rosenkildes V ielgeschrey medtages. F ra hans første
Indtræden i Spidsen for Skriverkarlenes Gaasegang til hans
Desperation, da det løber helt rundt for ham og han svingel
Stolen i sin Haand med det sindsforvirrede Udraab „ Je g er
A lexander Magnus!“ var det Hele een sammenhængende Ud
vik ling a f en abnorm Sjælstilstand, der med sikker Kunst holdtes
fast under den komiske. Belysn ing selv i de Øieblikke, da man,
glemmende de futile Aarsager til den hele Vaande, kunde fristes
til at have Medlidenhed med den istedenfor at le den ud. Hvad
der ikke. mindst bidrog til, at Billedets lattervækkende K ra ft