303 / 660
294
DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.
Theatret, deriblandt en Ugle, som kunde slaa med Y ingerne og
rulle med Øinene, og hvis E ffek t i „Jæ ge rb ruden “ han var meget
stolt af. A t han var begyndt at skrante, mærkedes ikke under
hans Optræden paa Scenen, og han fordrede endnu den samme
strenge Korrekthed og Præcision a f sig selv som før. Da han
den 28. Mai 1842 spillede Robinson i „Den bogstavelige Ud
tydn ing“ (I. S. 583), kunde Ingen ane, at man her for sidste
Gang hørte hans herlige Stemme og beundrede hans livfulde
Udførelse a f en Lystsp ilfigur. Lindgreens Død nogle Uger efter
gjorde et stærkt Ind tryk paa ham; skjøndt de jevn lig t havde
tørnet sammen og Lindgreen ofte paa sin tørre Maade havde
railleret over R y g e s Stormandsvæsen, var det dog denne en
pinlig Tanke, at „den Sidste a f de Gamle“ nu var gaaet bort.
Uventet hurtigt fulgte R y g e ham e fte r : uden foregaaende Syge-
leie døde han elleve D age senere, den 29. Ju n i 1842. Hans
Minde feirede Theatret i Begyndelsen a f den følgende Saison
ved en P rolog foran Tragedien „Tordenskjold“ . Men da Nielsen
flere Aar efter overtog Hakon Ja r l, kaldte Anna Nielsen i en
fortrolig Y ttrin g hans Udførelse „en Sørgefest for R y g e
14
og gav
derved en yngre Slægt Maalestokken ihænde for den i vor
Theaterhistorie enestaaende Tragikers Storhed.
F o r Syngestykket vedblev C e t t i (S. 13 0 —3 1) endnu en
T idlang at have den største Betydn ing; hans herlige Stemme
udøvede ligesom en Trolddom over Publikum, og naar han i en
klædelig Ro lle kunde lægge sin naturlige L ivlighed for Dagen,
blev han dobbelt uimodstaaelig. Saadanne Præstationer vare
Don Ju an , Telasko i Spontinis „Fernando Cortez“ , Roge r i
Aubers „Murmesteren“ , Bertram i Meyerbeers „Robert a f Nor
mandiet“ , Girot i Hérolds „K lerk evæ nget“ og fremfor A lt
F a iin e lli i det bekjendte Syngestykke a f samme Navn. Det
g ik første Gang over Scenen 1837, og aldrig havde Cetti naaet
et saadant Høidepunkt som i denne indsmigrende Rolle, hvor
han fandt det gratieuseste Udtryk for den vandrende Sangers
glade Sorgløshed, hans lette Sind i Modgangen, hans uforstyrrelige
Sjæ lsligevægt i Medgangen, hans muntre Færden med den
skj elmske Preciosa, hans ridderlige Troskab overfor Dronningen
og hans Hengivenhed for den ulykkelige Konge. Ild og Ømhed,