304 / 660
CETTI. STAGE.
295
V id og Følelse var forenet hos ham til et henrivende Hele, og
naar hans smeltende Sang spredte Majestætens Tungsind, betog
den ikke mindre T ilhørerne, som med en Slags Saligheds
fornemmelse gav sig dens Fortryllelse ivold. Men Farinelli
blev ogsaa Cettis sidste store Triumf. I en forholdsvis ung
A lder mistede han sin kunstneriske Energi, hvorvel Stemmen
endnu længe beholdt sin
Charme, og det b lev mere
og mere sjeldent, at en
ny Rolle — som f. Ex.
1842Leu tho ld i „Wilhelm
T e ll“ — kunde vække
hans Interesse og besjæle
ham med det fordums L iv .
Den 14. Mai 1845 spillede
han for sidste Gang F a r i
nelli ved en Forestilling,
hvis Indtægt tilfaldt ham,
men da havde han alt
været afskediget fra Ud
gangen a f den foregaaende
Saison. Han levede nogle
A ar et tilbagetrukkent L iv
i Svendborg, men døde i
K jøbenhavn den 20. Marts
1858.
Cetti.
I det nye Reper-
Efler et Fotografl.
toire b lev der god Plads
for S t a g e s (S. 184—87)
dygtige og paalidelige Medvirkning. Hans frie Holdning, elegante
Væsen og lette Konversationstone, der med Sikkerhed beherskede
Spøgens og Ironiens Udtryk, men ogsaa kunde lade Følelsen
tone igjennem, gjorde ham selvskreven til Verdensmændenes
F a g b a a d e i de hjemlige og de fremmede Skuespil. A fsaadanne
R o ller kunne nævnes den ædle engelske Gentleman Belton i
„Østergade og Vestergade“ , Rainville i „Den første Kjærlighed ,
Raymond i „Au relie“ , Lord E lford i „Den sorte Domino“ ,