464 / 660
VAUDEVILLEN.
451
kom frem a f eu ægte nordisk Stamm e“ , saaledes er det aaben-
b a rt o gsaa hans egen B e tra g tn in g a f Fo rholdet, der kommer
tilo rd e gjennem hans Moders Pen , naar hun i et B r e v til Hr.
Celestinu s i D en flyvende Po sts In terim sblade 18 3 4 udtaler om
Sønnens V aud ev iller, at „deres fuldkommen no rdiske Oprindelse
er saa k la r, at man kan fo rfø lge deres U d v ik lin g lig e til det
fø rste U d sp rin g og sige, at de have ud vik le t sig som et S la g s
Natu rprodukt. D et er fuldkommen tydeligt, at de fra fø rst a f
ere en dansk G jen k lan g a f den sven ske D igter B ellm an s Sange.
D e have, ligesom et Menneske, havt deres B arndom : de ere
begynd te med de saakald te B ø rn eviser, h vilk e et P a r A a r efter
deres Fød sel kom fo r L y s e t i F ly v ep o sten fo r 18 2 7 [optagne i
H e ib erg s poetiske S k rifte r V ]. D isse B ø rn eviser, som ere fra
Somm eren 18 2 5 , altsaa tid ligere end Fo rfa tteren s fø rste V aud e
ville, kunne, ligesom de fleste a f Bellm an s E p istle r, vistn ok
k ald es udram atiserede V aud ev iller; men de dramatiserede fra
samme H aand fo rnegte sandelig ik k e deres Oprindelse.“
H e ib e rg betroede Collin sine P lan e r og opmuntredes a f
denne p aa det K ra ftig ste til at udføre dem. Han tog da fa t paa
U d arb e id e lsen a f „ K o n g S a l o m o n o g J ø r g e n H a t t e m a g e r “ ,
og længe varede det ikk e, før R y g te t fik tra v lt med at fortælle
b aade R ig t ig t og Gralt om det nye S ty k k e s Indhold, Nogle til
F o ra rg e lse , A nd re som en glæ d elig B ebud else.
M ange vare
v illig e til at indrømme, at H e ib erg v a r den eneste F o rfa tter, a f
hvem der kunde ven tes et god t dansk L y stsp il, men endnu F le re
satte høist betænkelige M iner op ved T anken om, at en saa
in ferieu r K u n sta rt som V aud evillen skulde kunne vinde B o rg e rre t
p aa den kon gelig e Skuep lad s. F le rta lle t a f D irek tionen
Hol-
stein , R a h b e k og Olsen — delte disse Betæ nkeligheder, og da
Co llin fik Fæ rten af, at man v a r tilbø ielig til at fo rkaste S ty k k e t
alene fo r Genren s S k y ld , maatte han læ gge hele sin Au to ritet i
V æ g tsk a a le n fo r at hindre en saadan principiel A fv isn in g og
m inde om, at han som økonom isk D irek teu r va r fo rp ligtet til
„a t fremme Opførelsen a f saadanne S ty k k e r, som kunne ventes
at v ille g iv e b ed st Hus, naar In tet i dem indeholdes, dei stride]
imod den Æ re fry g t, som skyld es Gud, K ongen , Loven e, Sømme
ligh ed og god Sm a g “ . V ed saaledes at tage A n sv a re t paa sine
stæ rke Sku ld re sprængte Collin den første a f de Bomme, der
29*