489 / 660
TTRRK. BUBCHAEDT OG HANS FAM ILIE.
4 7 5
h vo ri P erson e r, som fo r Stø rstedelen have en gan ske anden B e
stemm else end Theatret, paa den yn k e lig ste Maade affektere at
væ re K un stn ere og spilde deres T id , som de kunde anvende
b e d r e ;“ og tre F je rd in g a a r før Ro senk ild es „D ram atiske S k ræ d
d e r“ b le v opført, præ senterede Theatret — den 14 . Marts 18 2 7
et anonym t F em a k ts-L y stsp il med samme Em n e : „ H e r r B u r -
c h a r d t o g h a n s F a m i l i e . “ Ogsaa dette støttede sig i visse
P u n k te r p aa den holb erg ske Komedie, saaledes i det traditionelle
Fo rtro lighed sfo rho ld mellem H erre og T jen er (hvilket jo lig e
ledes v a r tilstede i H eib erg s første V aud eville) og i et F o rsv a r
fo r Kom ed ierne, an lagt som S id e styk k e til H en riks D efensión
fo r M askeraderne. F o r D ialogen med dens enkelte P lath ed er
havd e ligeledes H o lb erg s kom iske A rt væ ret F o rb illed et, og i
S ituationerne tilstræbtes der en drastisk K ra ft, i K a rak te rern e
v a re T ræ kk en e dragne med en m askeagtig L in ie fø rin g , der
aabenbarede det som Fo rfa tteren s H en sigt, ia lfa ld i dette sit
fø rste L y s ts p il at betragtes som Descenden t a f den danske
Kom ed ies F ad e r, og fo r denne Sammenhæng havde ogsaa Hei-
b e rg Øie, da han indledede sin K r it ik med fø lgende V elkom st
o rd : „ E t n y t o riginalt og lo k alt L y s tsp ils Frem træden paa den
danske Scene er et saa sjeld en t og saa b ehageligt S yn , at det
b lo tte N avn allerede udøver en m agisk V irk n in g saave l paa
Pub likum i det H ele som paa de E n k e lte deraf, som beskue
med et mere k ritisk end mod tageligt Øie, og sætter b egg e i en
v e lv illig Stemning. Man ro ser saa ofte den T a k t og S ikk erh ed ,
hvo rm ed det fran sk e Pub likum opfatter og bedømmer de S ty k k e r,
som henhøre til visse bestem te D igtarter, til h v ilk e det saa at
sige er b le v e t opdraget. I den kom iske D igtekun st har vo rt
Pub likum fa a e t en saadan Opdragelse, fø rst og i Sæ rdeleshed
v ed H o lberg. Man tør saaledes indestaa for, at et i Sandhed
slet L y s ts p il ald rig v il gjø re nogen stor L y k k e hos os, saaledes
som det ofte har væ ret T ilfæ ldet i Tyd sk land , og at de gode
derimod v ille b liv e nogen ledes vu rderede efter deres F o rtjen e ste ;
th i i den kom iske D igtekun st danner vo rt lille Danmark unegtelig
en eiendommelig æsthetisk S k o l e i Kunsthistorien . F o r at
K u n sta rt skal uddanne sig til k la ssisk Fuldkomm enhed maa
Nationen h ave poetiske E rin d rin g e r i dette F a g ; kun disse
a fg iv e en M aalestok fo r det N ye, en Enhed , hvortil man k an