488 / 660
474
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
F em te Dame.
Destoværre? -- Det skulde gjøre mig meget ondt, om —
Madamen.
Jeg kan ikke høre det Navn Vaudeville nævne, uden at hele mit
Legeme skjælver.
F ø r s t e S tud en t.
De ynder ikke denne Art af Skuespil?
Madamen.
Nei, hverken jeg eller min Mand. Og de skal aldrig komme paa
Skuepladsen, saalænge vore Øine ere oppe. Jeg skal sige Dem, det er saa
gyseligt, hvor de fordærve Smagen.
And en S tuden t.
Meget rigtigt!
F ø r s t e Dame.
Og befordre Overtroen.
M adamen.
Ikke sandt?
D ilettan tkom ed ie v a r en a f T iden s L a tte rligh ed e r. Ik k e
m indre end otte K lu b b e r eller sluttede S e lsk ab e r d y rk ed e i
K jø b en h a vn den dram atiske K un st, i Sp id sen fo r dem det ansete
„B o ru p s S e ls k a b “ , h vis M edlemm er bestod a f Em bed sstanden s
og det høiere B o rg e rs k a b s bed ste F am ilie r. D ilettan terie t h avd e
v e l nærmest se lsk ab e lig Und erho ldn ing til F o rm a a l, men det
kunde ik k e undgaaes, at denne L e g med K u n sten fo rv irred e
H o ved e rn e p a a ad sk illig e a f U d ø v ern e , g a v dem fa lsk e F o r e
stillin g er om indbild te E v n e r og fremm ede en S elvb eund ring ,
der m aatte v irk e til S k ad e fo r K a rak te ren . I sine E rin d rin g e r
om K om ed ie sp ille t i B o rup s S e lsk ab ud taler en a f de iv rig ste
D eltag ere , D r. med. O. Otto, endnu paa sine gam le D ag e som
en E rk jen d e lse , der deltes a f M ange, „a t flere a f S ty k k e rn e
b le v e bed re sp illede i B o rup s S e lsk ab eller idetm indste der tog
sig bed re ud og g jo rd e større L y k k e end paa det k o n g e lig e
T h e a te r.“ N a a r en høitdannet Mand kan b e tra g te sin Ungdom s
S k u e sp ille ri med en saadan S elvtilfred sh ed , er det ik k e at undres
over, om en m ild F o rm a f dram atisk H ø ihed svanvid har væ ret
ep idem isk b land t de agerende D ilettan ter.
I sit S k rift om
V au d e v illen h avd e H e ib e rg snertet til „d e staaende P riva tth e atre,