510 / 660
DET KONGELIGE THEATEK 1825— 49.
er d yb ere i sin F ø le lse end noge t a f de fo rega a end e A rb eid er.
D en v a i fo rho ld svis længe om at fu ldendes, b le v in d le v e re t i
Sommeren 184 7 og stra x an tagen , men Opførelsen fo rsinked es
ved Ch ristian den O ttendes D ød og fand t fø rst S ted den 15 .
Mai 1848, paa en T id , da P reu ssern e h avd e sat sig fa st i N ø rre
jy lla n d og man i K jø b en h a vn længe ik k e h avd e fa a e t nogen
opmuntrende E fte rre tn in g fra Hæ ren efte r det hæderlige, men
tab te S la g ved S le s v ig tre U g e r ifo rveien .
I k k e desm indre
m od tog Pub likum med den stæ rkeste T ilslu tn in g det udmæ rkede
Sku e sp il, h vis milde A lv o r fa ld t sammen med Ø ieb likkets Stem -
n ing, uden at den dog fornægtede det nationale D une; paa s y v
a f Saison en s tilb agevæ rende fjo rten Sp ille a ften e r fy ld te „ E v e n ty r
p a a F o d re is e n “ Huset, een gan g til F o rd e l fo r de S aa red e og
F a ld n e s E fte rlad te, og siden da er dette det h yp p ig st sp illede
a f Hostrups stø rre A rb e id e r g a a e t o v er de h und red eh alvfjerd -
sin d styve Grange.
Ud fø relsen med R o sen k ild e som A sse sso r
S v a le , F r u H e ib e rg som Jo h an n e , Mieb. W iehe og Hultmann
som de to S tud en te r betonede b aade A lv o r og Munterhed med
den m est fuldendte K u n s t, og P h iste rs S k riv e rh an s v a r det
m esterligste K a rak te rm a le ri, i h v ilk e t G a lg en fu g len s Humor, den
desperate F o rb ry d e rs U d fo rd rin g til Sam fundet og dæmrende
fiiæ k a f G em yttets op rindelige B lødhed v a re samm envæ vede til
en fo rund erlig grib end e H elhed ; P e e r va r, som tid lig ere frem
hævet, en a f Schneid ers b ed ste R o lle r, og F o ersom v a r en sær
deles god B irk ed om m er K ran s, om end ik k e saa stupid-fo rnøielig
som Mantzius senere g jo rd e Ro llen . A lle red e inden næste S a i
sons B e g yn d e lse , v ed en B en e fic e fo re stillin g den 17 . A u gu st
1848, kom „ E n S p u r v i T r a n e d a n d s “ frem med Mantzius
som G jæ st i P e te r R a v n s R o lle , og da han fra S ep tem b er v a r
an sat v ed Theatret, g ik S ty k k e t allered e den 1 0 . o ver
paa
R ep erto iret.
D e t er sk re v e t fø r „ E v e n ty r p aa F o d re is e n “ og
h ar alle Studen terkom ed ien s K jendem æ rker. K o g le a f de a k a
dem iske T y p e r fra „G jen b o e rn e “ møde frem paany, lid t modifi
cerede a f de b evæ ged e T id sforho ld , og V a rian tern e ere fo røged e
med et P a r n y e : den vrø vlend e S k a a lta le r og R u ssen , den le t
fængelige unge Studen t, der h astigt fa a e r sin fø rste F o re lsk e lse ,
men ogsaa h a stig t fo rvind e r den ig jen . S atiren over F ilis te rie t
er ik k e saa godm od ig som i „G je n b o e rn e “ , og med sit tveæ gged e