512 / 660
498
DET KONGELIGE THEATER 1825— 49.
K ro en , med land lig E ro tik og n a ivt F ø le ls e sliv ; det v a r ligesom
en F o rlø b e r fo r den Sm agsretn ing , der senere sværm ede fo r
L an d sb yh isto rie r og B ond en o ve ller. S tra x da Ro sen k ild e traad te
ind i sin Am ag erd rag t som G a ard eier Je p se n , b le v han modtagen
med rungende A pp lau s, og det v a r en N yd else a f egen p ikan t
A rt at se det rom an tiske P u rpu rs k o n g e lig e Bæ re re F r u H ei-
b e rg og M ichael W ieh e g a a om kring som L isb e th og Jo ch um ,
hin i den k læ d elige Am ag erp iged rag t, denne i b laa Søm andstrøie
med Anke rkn app er, b lan k H a t og hvide B enk læ d er. F o r med
det Samme at nævne den ø vrige B e sæ tn in g : P h iste r som Hans,
K nu d sen som Rasm u s, J f r . R o sen k ild e som In g e r, Chr. H an sen
som L od sen og Hultmann som K jøb enh avn e ren , v il det a f disse
N avne væ re k lart, h v ilk e frem ragende K ræ fte r der va re tagne i
B r u g fo r at s ik k re den dram atiske B a g a te l den bed st m u lige
Ud førelse. E n d e lig v a r det m u sik alsk e E lem en t a f største B e
tydn in g fo r S ty k k e ts Su c ce s; de lette M elodier satte sig strax
fast i Øret, de løb snart B y e n og L a n d e t rundt, og h vad man
se lv k an nynne, er det dobbelt B e h a g at høre fo red ra g e t med
de større M idler.
Men til syvend e og sidst v a r det noget
U h aand grib elig t, der b evirked e , at „ E n Sønd ag paa A m a g e r“
slog ned i H jertern e og fæ ngede: det besad ju s t i den rette
B lan d in g den A r t og den Dosis a f Sen tim en talitet og L y stig h e d ,
der fald t i T iden s Sm ag, og fra S ty k k e t til Pub likum , fra
Pub likum ig jen tilb ag e til S ty k k e t v ib re red e der en Stemn ing
— eller lad os sige en D uft, fo r strax at nævne det Ord, der
b lev kn y ttet til G enren i Smædenavnet „D u ftv a u d e v ille n “ — en
D uft, der toges fo r ægte Natur, skjønd t den, F o rfa tte ren ub e
vidst, kun v a r S alon -Im itation p aa lign ende V is som en svunden
T id salders H yrdepoesi. D et lig g e r i en saadan Stem n ings S a rt
hed, at som den nemt b liver og i dette T ilfæ lde o gsaa b le v et
let B y t te fo r Parod ien , saaledes ta aler den ik k e at anslaaes fo r
hyppigt- G en ren er tillad elig, men b red er den sig fo r stæ rkt,
g a a e r det med den efter W essels O rd: „N a a r dette d rives altfor
vid t, saa b liv e r det omsider lid t — ty n d t.“
A lle red e v ed S ty k k e ts F rem kom st ym tedes der om, at
det havde hjemme i den h eib erg ske K re d s, men som man v a r i
V ildered e med, hvem a f dens Medlemmer det burde tilsk rives,
saaledes ly k k e d e s det overhovedet a ld rig at faa e noget bestem t