513 / 660
ABEKATTEN.
H o ld epunk t fo r Gisningen, og fø rst da F ru H e i b e r g ko rt Tid
fø r sin Død i Henhold til E fte rtryk slo ven v ed g ik F o rfa ttersk ab et,
bek ræ ftedes en Formodning, som fra A a r til A a r var voxet i
S ty rk e .
Hun havde ik k e alene sk revet S ty k k e t, men ogsaa
kom poneret Sangene, tildels over M otiver fra gam le Fo lkeviser.
S it dram atiske Fo rfa ttersk ab havde hun begynd t, allerede inden
„ E n Sønd ag paa Am ag er“ b lev til, med V aud evillen „ A b e
k a t t e n “ , hvis Fu ld fø relse dog b lev afb rud t a f A rbeid et paa
det n y s omtalte S tykk e . Den L y k k e , dette gjorde, opfordrede
stæ rk t til at tilendebringe det paabegyndte Udkast, og i L ø b e t
a f V in te ren b le v V audevillen med de a f F o rfatteren kompo
nerede S an g e fæ rdig. Den opførtes første G ang den 12 . Mai
1849.
I B egyn d elsen slog den ik k e saa godt an som F o r-
g jæ n g e ren , men med den fo rtrin lige Udførelse — Ro senk ild e
som Iv e rsen , Ju lie R o senk ild e som J f r . Sørensen, F ru H eib erg
som M argrethe, Mich. "Wlehe som L inddal og Ph istei som Ole
spillede den sig hurtigt op og b lev et K a sse styk k e , der har
opnaaet over hundrede Opførelser. „L a d det Hele være Intet,
en L e g , et lille Maaneskinssværmeri, en romantisk T id sfo rd riv,
sige r Fo rfa tterind en om sine to V aud eviller; „noget V iik e lig t
maa der dog væ re i denne L e g , eftersom Publikum ik k e i mange
A a r er b le v en k jed a f L egen , men stadigt har ønsket den om
ig je n “ , og hun søger Grunden til den L y k k e , hendes A ib e id e i
h ave g jo rt, i „den Um iddelbarhed, den naive Glæde, den ung
dommelige Frim od ighed, hvormed hun i sin Tid barn lig glad
n ed sk rev dem, og som ubevidst meddeler sig til T ilskuerne og
g jø r dem selv unge, glade og naive, saa at de glemme al K n ti-
seren og fo rfrisk e s a f det, der engang uden al K ritik kom fra
et frisk t, freid ig t, bevæ geligt S in d .“
U d en at der oprindeligt var tilsigtet nogen særlig politis v
eller national Demonstration med den Sømandssang, som Lod sen
syn g e r i „ E n Søndag paa Am ag e r“ , b lev den et L ed i M arts
dagenes B evæ g else og under K rig en en stadig Anledning ti
patrio tisk M en in g stilk end eg ive lse , ligesom S ty k k e t paa anden
M aade fly g tig t v a r p a avirk et a f T idsstrømningem e, saaledes i
S an g en „N e i Bonden , min F aler, er en Magt i vo r S ta t han
søges a f de L ib e ra le “ A are t ifo rvejen havde J . L . H e i b e r g
anonym t sk reve t „V a l g e r d a “ , L y stsp il i to A k ter som b lev